Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexandrette. — Sociale forhold i Kilikien. — Historiske minder. — Tarsus og Mersina. — Grækerne i Tyrkiet (Rumier). — På Xenofons hærveje. — De syv soveres hule. — Armenierne i fortid og nutid. — Tcherkesserne; deres modsætning til deres omgivelser. — Kurderne. — Over Tchiftekhân og Eregli til Konja
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
ved salg i Europa vilde have indbragt det tyvedobbelte af deres
guldværdi, kunde eller vilde disse folk ikke forstå.
Det er interessant at iagttage, i hvor høj en grad erindringen
om Alexander den store har holdt sig i disse egne; medens han
ellers i Orienten er gået over til en ren legendær personlighed,
som allerede Muhammed har kunnet inkassere til fordel for
Islam ved siden af kong Salomon og profeten Elias, er det her
den historiske Alexander, Darius’ overvinder, som man bevarer
mindet om, støttet til de steder, der netop blev skuepladsen for
hans mest glimrende bedrifter.
Det er dog ikke blot om Alexander, at man ved at fortælle
i disse egne; nogle kilometer nord for Alexandrette rager et
par fritstående murlevninger frem, resten af et middelalderligt
befæstningsanlæg. I folkemunde kaldes denne ruin for Jonas
søjlerne; det var nemlig der, at profeten blev udspyet af hval
fisken, og til minde derom rejstes disse støtter. I virkeligheden
synes disse bygninger ikke at være ældre end fra korsfarernes
tid, for hvem — eller for hvis fjender — det har været af vigtig
hed at hævde herredømmet over dette pas, den eneste forbindelse
mellem Lille-Asien og Syrien; desuden har hensigten med disse
befestninger sikkert været at holde styr på de røverbander,
hvoraf disse egne lige fra oldtiden have været plagede. Den
byzantinske kejser Konstantinos Porfyrogenetos betegnede Kilikien
tillige med Kappadokien og Kreta som de tre værste provinser
(de tre slemme K’er), og det samme forhold har bevaret sig
under det ottomanniske scepter. Og det er da heller ikke så
underligt; det snævre pas mellem havet på den ene side og
bjærgene med deres mange kløfter og smuthuller på den anden
er som skabt til en tumleplads for røvere; tillige er her grænsen
mellem to pashalik’er, hvilket særlig tidligere, da pashaerne ofte
lå i fejde med hverandre ligesom oldtidens satraper, var af stor
betydning; når røverne da forfulgtes på den ene guvernørs
territorium, kunde de altid være sikre på at få et fristed hos
den anden, akkurat ligesom den for nogle år siden bekendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
