Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexandrette. — Sociale forhold i Kilikien. — Historiske minder. — Tarsus og Mersina. — Grækerne i Tyrkiet (Rumier). — På Xenofons hærveje. — De syv soveres hule. — Armenierne i fortid og nutid. — Tcherkesserne; deres modsætning til deres omgivelser. — Kurderne. — Over Tchiftekhân og Eregli til Konja
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
forfærdelige ide med korstogene undfangedes, og fra Europa
udgik de horder, hvis gruelige råheder »til Guds ære« middel
alderens krøniker med en utrolig naivitet berette. Man må
huske paa, at den arabiske kultur netop paa det tidspunkt stod
i sit zenith, medens det rene barbari herskede i Okcidenten, og
når man læser de arabiske historikere, forstår man deres sæde
lige indignation over disse røverbander, der oven i købet smykkede
deres afskyeligheder med religionens navn; de arabiske forfattere
undlade ikke at bemærke, at da Gotfred af Bouillon indtog
Jerusalem, myrdedes der c. 40,000 mand, medens sultan Saladins
erobring af den samme by ikke medførte mordet på en eneste,
og den tørre sammenligning mellem de to fakta, der henstilles
uden nogen kommentar, undlader ikke at gøre sin virkning.
Man ser jo også, at den eneste fremragende ånd blandt
middelalderens fyrster, nemlig den tyske kejser Frederik den
anden af Hohenstaufen, mere og mere føler sig tiltrukket af den
overlegne, arabiske kultur; han træder i venskabeligt forhold til
sultan Saladin, står i brevvexling med de arabiske lærde, og
udvirker ved sit sagtmodige forhold store fordele for de kristne,
hvorfor disses overhoved heller ikke vidste bedre end at lønne
ham med banstrålen.
Og senere, da Tyrkerne blive den ledende magt i Orienten,
er forholdet det samme; sultan Solimans og hans efterfølgeres
krige med den tyske kejser er en almindelig politisk erobrings
krig, hverken mere eller mindre end de krige, som Frans den
første og kejser Karl førte indbyrdes, og de tyrkiske sultaner
have aldrig erklæret sig som den samlede kristenheds fjender,
kun som fjende af den enkelte suveræn, hvem de i øjeblikket
lå i strid med, og deres kampe i Ungarn føres af samme motiver
og med samme opfattelse som kampene med Perserne paa rigets
anden grænse. Medens de kristne fyrster anse Tyrkerne for et
folk, hvem man ikke skylder nogen eds overholdelse eller anden
moralsk forpligtelse, hvorfor også kong Sigismund uden videre
bryder sit Løfte til sultan Murad og derved fremkalder slaget ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
