Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagligt liv i en tyrkisk by. — Påvirkning fra Europa. — Softaerne. — Tyrkiske rangforhold. — Civile og militære. — Almindelige højtider: bryllup og begravelse. — Tyrkerne som ægtemænd. — Hvad man lever af? orientalsk ædruelighed. — Religiøse fester i Ramazan og Bairam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I
316
havde khediven end ikke udrettet synderligt meget godt i levende
live, gjorde han det nu og var efter sin død lige ved at blive
mere populær end han havde været, medens han levede.
Særlig var hele denne begravelsesceremoni en gefundenes
fressen for de forsultne theologiske studenter fra Azharmoskeen,
der i det hele taget som en slags snyltegæster hage sig fast ved
enhver jordeferd; den ægyptiske folkevittighed er også i sine
ordsprog og sine gadeviser utrættelig i at tåge sigte på disse
koranreciterende hyæner, der, som det hedder, »ikke lade den
døde få ro i graven blot for en bid mads skyld. «
Med hensyn til kirkegårdenes indretning er der en betydelig
forskel hos Araberne og Tyrkerne. Hos de første er den hel
nøgen, og synet møder ikke andet end den utallige række
opstående stene, der ligesom på en jødisk begravelsesplads
betegne hver enkelts hvilested; større monumenter - tildannes af
form som ligkisten med to opstandere, en ved hver ende, og på
den ene af disse er der i reglen den korte indskrift anbragt; den
fortæller, at dette er den og den mands gravsted, og slutter enten
med et vers af koranen eller en anden from sentens; disse sten
monumenter ere ofte meget forfaldne, og en arabisk kirkegård
gør derfor altid et trøstesløst og goldt indtryk med de gulgrå
mindesmærker på den gulgrå jord, uden det ringeste spor af en
vegetation til at live op i denne sørgmodige ensformighed.
Hos Tyrkerne er forholdet ganske anderledes; deres kirke
gårde nyde endog ry for deres melankolske, idylliske ynde, og
den store kirkegård i Skutari hører jo endog til de berømteste
blandt de mange herligheder i staden ved Bosporus. Mægtige
cypresser rage op, og deres tætte, dunkle løv frembringer under
deres kroner et halvmørke, der passer fortræffelig til stedet;
under træerne stå i endeløse rækker de grå stenmonumenter,
undertiden bærende en udhugget turban på opstanderen for at
gøre ligheden med den virkelige ligkiste større, undertiden også
smykket med andre emblemer. Her have generationer efter
generationer fundet deres sidste hvilested; jeg har set enkelte af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
