Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vejen fra Konja. — Landskabet ved Tuz tchöllu. — Aksheher og Karahissar. — Pasvanskeligheder. — Mine forklædninger: som jærnbaneingeniør, embedsmand i tobakskollegiet og gendarm. — Kiutahia. — Livet på landet i Anatolien. — Oldtidens kulturformer bevarede. — Over Biledjik til Nikæa. — Byens historie og omgivelser. — Ankomst til Konstantinopel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336
være glad, om Du kunde få penge for din hest; thi Du skal
huske på, at Du er her iblandt os og ikke i Konstantinopel.»
En gendarm, der tillige med flere andre imidlertid var kommet
til stede under denne debat, sagde bagefter til mig med et betænke
ligt ansigt: »Pas nu på, thi disse tcherkessiske hunde have ikke
noget godt i sinde«. — »Ja, hvad ville de da gøre?« — »Hvad
ved jeg? maske passe dig op i morgen tidlig og tåge den hest
fra dig for ingen ting, som de ikke kunde få idag for penge;
det er ikke sålænge siden, at de på lignende måde havde fat i
en anden rejsende,« og nu fulgte en gruopvækkende historie om
en ulykkelig græsk købmand, hvem Tcherkesserne havde udplyndret ;
gendarmerne vare senere sendte ud efter dem, men de fandt
naturligvis ikke gærningsmændene, om de end nærede bestemt
mistanke til flere, og deriblandt netop den påtrængende liebhaver
til min hest. »Nu får vi jo se«, tænkte jeg, men forsikrede
samtidig, at jeg rimeligvis vilde blive et par dage for at få rigtig
rede på, hvorvidt jeg kunde færdes med fuldstændig tryghed.
Næste morgen tidlig brød jeg imidlertid ganske rolig op, og det
viste sig her som ofte, at de indfødtes frygtsomhed ikke bør
standse nogen; der hændte mig i de følgende dage ikke det aller
ringeste.
Vejen fra Konja til den næste større by, Aksheher, løber
lige ved foden af Sultan dågh’s bjærgkæde gennem et højst ejen
dommeligt landskab. Tilhøjre for vejen, altså i nordlig retning,
strækker der sig en uhyre saltsteppe, der omgiver den store flade
saltsø (på tyrkisk Tuz tchollii). På denne steppe er alting øde,
hvert spor af vegetation er uddød; der findes ingen menneskelige
boliger og der færdes intet levende væsen. Grå og gul og død
ligger denne uhyre ødemark i al sin majestætiske uhygge; ikke
en gang den libyske sandørken gør et sådant indtryk, thi der er
dog livlige farver og afvexlinger i terrænets form, som bringer
en til at glemme savnet af vegetation, men her er landskabet så
trættende med sin ensformige flade, så trøstesløst i hele sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
