Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vejen fra Konja. — Landskabet ved Tuz tchöllu. — Aksheher og Karahissar. — Pasvanskeligheder. — Mine forklædninger: som jærnbaneingeniør, embedsmand i tobakskollegiet og gendarm. — Kiutahia. — Livet på landet i Anatolien. — Oldtidens kulturformer bevarede. — Over Biledjik til Nikæa. — Byens historie og omgivelser. — Ankomst til Konstantinopel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338
svarer nogenlunde til vort »Deres excellence», ligesom titlen for
fyrstelige personer devletlii »Deres mægtighed« svarer til »Deres
højhed«, og den tiltale, som almindelige borgerlige folk må nøjes
med, nemlig hazretlii »Deres nærværenhed«, kan sammenstilles
med »Deres velbårenhed«. Disse orientalske høfiighedsudtryk
forekomme os maske ved første øjekast noget besynderlige, men
vi kunne berolige os med, at Tyrkerne på deres side føle lige
så stor forundring, når vi fortælle dem, at der også hos de kloge
Frankere er noget, som hedder » Deres velærværdighed« eller
»Deres nåde«. Og hertil’ kommer, hvad der jo også nok er
værd at lægge mærke til, at de orientalske titler ere rent private
høfiighedsudtryk, som den enkelte anvender eller undlader efter
forgodtbefindende, medens vore derimod ere officielle og knyttede
til en bestemt, nøje afpasset rang.
Et område, hvor den orientalske høfiighed ret har lejlighed
til at udfolde sig, er brevtitlen. Østerlandske breve overgå i
deres former den mest indviklede kancellistil, vi kende til; selv
for den übetydeligste meddelelse, som en Europæer gør af med
to linjer på et kort, udkræves en mængde indlednings- og af
slutningsfraser, imellem hvilke det egenlige indhold somme tider
er lige ved at blive helt borte. Det har oftere vakt mine arabiske
venners forundring, når de tilfeldigvis have set mig udfærdige
et brev med et par ord uden nogensomhelst snirkler, og når jeg
har skrevet til Orientalere, har jeg naturligvis også altid måttet
bekvemme mig til at antage deres udtryksmåde.
Som en prøve på denne kan jeg meddele følgende over
sættelse af et brev, som den imam, jeg boede hos i Kairo i
vinteren 1891—92, en gang skrev til min moder. Jeg havde
oftere for spøg foreslået ham at skrive til min familje i Danmark
for at lade dem vide, hvor godt vi kom ud af det sammen, og
en. skøn dag kom han med dette lille opus, som han bad mig
oversætte og afsende. Den her benyttede stil er den i privat
breve almindelige; officielle skrivelser ere ofte endnu langt mere
blomstrende. Han skrev som følger:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
