Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vejen fra Konja. — Landskabet ved Tuz tchöllu. — Aksheher og Karahissar. — Pasvanskeligheder. — Mine forklædninger: som jærnbaneingeniør, embedsmand i tobakskollegiet og gendarm. — Kiutahia. — Livet på landet i Anatolien. — Oldtidens kulturformer bevarede. — Over Biledjik til Nikæa. — Byens historie og omgivelser. — Ankomst til Konstantinopel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
lade være at tænke på modsætningen i navnene på de to byer,
Aksheher og Karahissar, der ligsom betegnede forskellen mellem
de to stæder selv. Medens den første var en lille, lys og livlig
by i hyggelige og fredelige omgivelser, er den anden en orien
talsk by af den rigtige gamle slags, som heldigvis nu begynder
at blive sjælden, et sted, der synes ligere en bolig for svin end
for mennesker. Alt er her forfaldent og forhugget, og — det
er maske nok en fordom fra min side, eller i hvert fald en
iagttagelse af en ren tilfeldig natur, men det var virkelig, som
om også befolkningen var mere gnaven end de gemytlige beboere
af Aksheher.
Af interesse i Karahissar er kun levningerne af en middel
alderlig borg, der ligger midt i byen, og hvis anlæg er aldeles
forbausende. Midt på den flade slette hæver sig et par enkelt
stående, ganske lodrette klippespidser, og på " den største og
højeste af disse, hvis top er temmelig jævn, har borgen fundet
sin plads. Klippens højde er en 5—600 fod og toppen er kun
tilgængelig ad en ganske smal sti, som på den ene side snor sig
op ad den stejle brink. Jeg troede først, at denne sti var dannet
senere og på tilfeldig måde, indtil jeg bemærkede, at der på
sine steder var foretaget udhugninger i klippen for at skaffe
plads, og da jeg havde passeret den snævre borgport og kom
op på toppen, så jeg, at det virkelig var den eneste adgang,
som fandtes. I øvrigt frembød selve borgen ikke meget afinteresse;
kun enkelte hvælvinger og en del af ydermurene vare be
varede.
Ved min afrejse fra Karahissar hændte der en morsom, lille
episode. Som jeg alt tidligere har berørt, danner i det indre af
Tyrkiet enhver kommune på middelalderlig vis noget afsluttet
for sig, ifølge hvilket enhver, der kommer ikke blot fra et andet
land, men også fra en anden by betragtes som fremmed, og
den rejsendes pas skal derfor også efterses paa hvert enkelt
sted, han kommer til. Den morgen, jeg skulde af sted fra
Karahissar, kom der også ganske rigtig en pasofficiant for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
