Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Orla Lehmann. En Mindetale, holdt ved Afsløringen af hans Marmorbuste i Studenterforeningen den 30te Januar 1871.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stort. De skabte Begge en ny Tid, den ene i Smagen
og Literaturen, den anden i det nationale og politiske
Liv. Det er naturligt, at Oehlenschlägers Digterværker
ville leve og glæde Mange, naar de fleste af Lehmanns
Taler og Artikler ere glemte, og disse ere jo ogsaa kun
blevne til for at virke i Øieblikket. Men hver Gang
man synger en af de mange Fædrelandssange, som vor
nationale og politiske Gjenfødelse har fremkaldt, kan
man med fuld Ret mindes og takke Lehmann; thi den
Aand, som de udtale, er for en stor Del hans Værk.
For ogsaa at nævne en Ulighed, saa fandt Oehlenschläger
Hvile i Nydelsen af sin Storhed; det gjorde Lehmann
ikke. Men det var intet Under, thi den literære
Fortjeneste erkjendes i Reglen let, stundom altfor let; den
politiske Fortjeneste derimod finder kun almindelig og
villig Paaskjønnelse, saalænge den er forenet med Magt;
slipper Magten, saa blegner Fortjenesten i Mængdens
Øine. Men De veed jo, at siden 1864 har den politiske
Retning, Lehmann førte til Seir, ikke været yndet
foroven, og at Forretningernes Ledelse da gled over i ganske
andre Hænder. Det var ham ikke let at resignere sig;
thi den, i hvis Liv Mængdens Beundring engang har
været en sporende og spændende Kraft, savner Noget,
naar denne kun undtagelsesvis mærkes. Derimod var
det en Lighed mellem Oehlenschläger og Lehmann, at
Ingen af dem kunde blive gammel, men de Begge
bevarede Sindets Ungdom under graa Haar. Dette klæder
dog ikke altid godt, og maaske klædte det
Oehlenschläger bedre end Lehmann. Paa Begge turde ogsaa den
Bemærkning finde Anvendelse, at intet Menneskes Udvikling
foregaaer fuldkomment harmonisk. Lyset falder aldrig lige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
