1.
De hvideste Perler i Havet er spredt,
og Bølgerne vandre derover,
den Skat, som Du søger og aldrig har seet
jeg her at beskrive Dig lover.
Først maa hun eie den yndigste Fod
for Hjulet og Væven at træde,
dertil et ærligt og trofast Mod,
der deler din Song og din Glæde.

                2.
En Barm maa hun eie saa varm og saa fuld,
to Arme saa blændende hvide,
dertil er Tunge saa reen som Guld,
der tier og taler i tide.
Og snildt maa hun flette sin Tankes Net
og Smilet maa røbe Forstanden,
hendes Gang maa være saa svævende let
som Bølgens der træder mod Stranden.

                3.
Og Øiet maa ligne den sagte Strøm,
hvor i sig Fuldmaanen maler,
men Hjertet maa drømme saa mangen en Drøm,
hvor om ei Læberne taler.
Mig Nattergalen i grønnen Lund
betroed hvor hun havde hjemme;
jeg lyttet dertil i en Midnattsstund
og mon det om Morgenen glemme.