Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
at vi skulde leie udenfor byen, og jeg skulde
pleie ham saa godt, saa godt — ja Gud, hvor
jeg bad ham om det. Det var ogsaa, fordi jeg
saa gjerne vilde faa gjøre noget for ham, og Otto
var svært bevæget; han graat med hovedet paa
min skulder og klappet mig ustanselig paa kinden
og hænderne. Men han vilde ikke for barnene
— og stakkar, jeg skjønte, han vovet ikke at
forsøge paa et samliv paa den maaden, vi nu
maatte leve. — Det er forfærdelig at se, hvor han
lider og hænger ved livet; han er ræd nu. —
Han reiste nedover sammen med mig og var
hjemme i tre uger. Jeg var glad for at ha ham,
for jeg holdt næsten ikke ud at være alene læn
ger, men Gud alligevel, hvor det var skrækkelig.
— Og saa at se paa, hvor ræd han var for at
smitte barna, og saa hang de jo efter ham og
han efter dem.
Han var paa kontoret hver dag, og jeg fik
jo høre om Henrik først og sidst, og Otto havde
ham med hjem til aftens og middag, ret som det
var. Det var jo ikke bedre for Henrik, og det
var mig en trøst. Man blir ussel; jeg studerte
i stilhed paa, om Henrik var blit mere graa i
haaret i de sidste par aar, men med min bedste
vilje kan jeg ikke opdage, han har forandret sig
noget, siden han kom fra England.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
