Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
«Dere er vel endelig snille og lydige mod
mor, mens far er borte? Rigtig snille bestandig?
Dere maa aldrig, aldrig gjøre mor sorg, barn!
Hører du, du som er saa stor, Einar, du kan
nok huske det, far siger dig; du maa altid være
en god, bra gut, altid gjøre det, som du kan,
for mor og dine søskende — du ogsaa Halfred,
gutten min —."
De graat og jeg graat. Vi var et ynkeligt
optog, da vi gik nedover veien til trikken under
vore paraplyer. Saa gik det til og med galt for
Ingrid, og saa vaad hun var, maatte jeg ta hende
paa armen, ellers var vi aldrig kommet til byen.
Med hænderne fulde af ungen og paraplyen, og
skjørtekanterne vaade og begge gutterne bag mig
trampende i den bundløse landevei og øsregnet!
— Idag for et aar siden laa jeg efter lille
tulla. Otto sad hos mig og trøstet mig —vi
kunde endda bli et lykkeligt guldbrudepar. For
alvor kunde han vel ikke et øieblik tænke sig
andet, end at han fort skulde komme over det.
For to aar siden var vi paa hytten, som vi
altid pleiet vor bryllupsdag. Vi skaalte og dråk
champagne, og Otto sagde, han trodde, han var
den lykkeligste mand i Norge. Jeg sad og tænkte
paa, hvor grænseløst ulykkelig jeg var — hvor
fremmede vi var blit for hinanden — og han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
