Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
traadene løb forbi ganske gyldne som strengene
paa en stor guldharpe.
Vi gik ind i lunden overfor prestegaarden.
Det har altid været et af mine yndlingssteder,
den lille lund med Blinderens murede gravsted
oppe paa bakken; som den lille runde stensæt
ning tænkte jeg mig dengang, saa borgruiner
ud, og i det fine græs under løvtrærne vokser
skjør, bleggrøn desmerurt.
Vi satte os paa en sten, der hvor der fører
enslags allé med græsgrodd bund op til graven.
Otto havde været stille hele eftermiddagen.
Og mens han sad der med albuerne paa knærne
og hovedet i hænderne, og vi længe havde tiet,
sagde han sagte:
«Du — der er en ting. Jeg synes — jeg
ved, det er min pligt at sige dig det.*
Han gjorde et ophold og sagde saa:
Jeg har — jeg er ikke — jeg har — jeg
har kjendt andre kvinder saan — før."
«Du synes, det er skrækkelig, kan jeg tænke
— ser jeg paa dig," sagde han lidt efter. «Jeg
ved, du maa synes det. Jeg har ikke kunnet
faa mig til at sige dig det før heller — du for
staar det ikke, naturligvis, og jeg kan jo ikke
forklare — ikke fordi jeg vil undskylde det
heller —."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
