Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
aaben, og saa gik vi ind og vandret om i de
tomme, vinduløse stuerne. Vi sagde ikke stort,
hellerikke mens vi gik hjem; vi var vist begge
tilmode, som vi havde mistet et kjært fristed for
vore tanker. — Det vår dengang, jeg var saa
misfornøiet med mit liv, og jeg syntes, det var
som et symbol, at nu skulde de rive ned og
ødelægge det sted, hvor jeg havde været saa
lykkelig.
Da vi kom hjem, gik Otto ud i haven og
der gik han omkring og puslet med roserne, der
netop havde faat matter om sig — det var sent
om høsten. Da jeg kom ud paa verandaen for
at kalde ham ind til aftensbordet, sagde han
saa trist:
»Vi skulde tat med os alle roserne vore, da
vi flyttet — saa synd det er med dem. Og
ribsene mine da du, nu var de netop begyndt
at bli store."
Det var ikke noget flot hjem, vort første,
men Gud saa hyggeligt. Huset havde været
kuskebolig eller sligt til et landsted engang og
havde faat en træveranda klistret udenpaa sig
ved en anden leilighed. Den sækkegaden, det
laa for enden af, kaldte Otto „blindtarmen" ;
lønnetrærne fra haverne gik sammen over den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
