Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Slaget ved Lyngør 1812
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krigeren, som ofrer det bedste, Mennesket har
at give, paa den kristelige Kjærligheds Alter,
nyder Hæderens Krone og Taknemmelighedens
Løn, og Mindet om hans Daad udslettes aldrig.
Norge har fostret mangen en djærv Kjæmpe
i sit Skjød! Fra dets Dale udginge i Oldtiden
Skarer «til Ledingsfærd som til Dans», og fra
dets havomkranste Kyster for Vikinger, der
legende med Havets Farer «bar Norges Ry til
de fjerneste Kyster.» Hint Old er svundet, men
Nordens Mod og Kraft lever end i Norges
Sønner, hines Ætlinge. Eller findes ikke nu de
Havets raske Sønner, der, higende efter Daad,
siger med Bjørn til Fridtjov:
»Havet er godt, det maa du ei negte,
Frihed og Hæder paa Havet bo,
Vide ei af den skrantne Ro.
End vil paa Bølgen jeg tumles og fegtB;
Naar jeg biir gammel, til grønnende Jord
Gror jeg vel fast og som Græsset paa Enge,
Nu vil jeg fegte og kjæmpe ombord,
Nyde mit sorgfrie Væsen saa længe.»
O, mit Hjerte banker høit ved at tænke mig,
at der i Farens Stund vil findes modige og tapre
Mænd ogsaa nu, — lindes Helte, der ei vil agte
Li.vet høiere, end at de villigen vil ofre det for
Fædrelandet.
Jeg ser mig omgiven af en Skare af norske
■Søkrigere, der har samlet sig for at fornye Min-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
