Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10de kap. En kjærkommen forbundsfælle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
Tim vilde nødig give sig, skjønt han godt
kunde forstaa, at han ikke havde truffet, men mente
at saaret kanske ikke var fundet endnu.
«Kanske det,» svarede Fred kun, «men en
ting er sikker, og det er, at havde ikke en affyret
dette sidste skud, saa havde der ikke været stort
igjen af os nu. Jeg aner nok hvem det er, som
har hjulpet os her.»
Han saa sig paany om og hans anelse blev
bekræftet, da Hjortefod kom frem bag et træ og
gik hen til dem. Gutterne raabte øieblikkelig et
dundrende hurra og sprang imod ham for at hilse
paa ham.
«Det var nok det, jeg tænkte,» sagde Fred,
«jeg ønskede igaar, at du vilde blive med os, men
turde ikke foreslaa det da. Nu er jeg glad, det
var dit selskab vi manglede for at have det rigtig
fornøielig.»
Hjortefod smilede svagt og sagde:
«Hjortefod har kun set sine brødre en gang
før, men dog blir hans hjerte glad ved at møde
dem paany.»
Tim havde imidlertid i sin overstrømmende
glæde hoppet høit iveiret og dansede rundt om
dem. Han glemte derved rent den lille bæk, og
pludselig føltes det, som om benene blev slaat væk
under ham, og saa laa han der saa lang han
vat-med fødderne iveiret.
Da skam og skade bestandig følges, maatte
han finde sig i de to andres latter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
