Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 15de kap. Winnebagoernes leir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
fortsætte med en gang. De maatte kunne lægge
et godt stykke vei mellem sig og indianerne, før
solen stod op igjen.
Gutterne likte naturligvis ikke dette videre,
men de indsaa jo godt, at han havde ret. Deres
tillid til ham var desuden saa stor, at de vilde
have adlydt ham, selv om de ikke selv kunde
indse nytten af hans bestemmelser.
Hjortefod formanede dem til afsked nøie at
holde sporet. Hvis de mistede det, maatte de ikke
gaa videre, før de havde fundet det igjen. Paa
den maade kom de sikrere og hurtigere frem, end
om de skulde fortsætte i en retning, som de antog
var den rette.
Saa forlod han dem, mens gutterne gik videre.
«Fred,» sagde Tim, «Hjortefod har vist ikke
høie tanker om vor udholdenhed. Lad os vise ham,
hvad vi dur til.»
«Ja, jeg er af samme mening. Lad os gaa
hele natten.»
Maanen stod høit paa himlen, men skjønt
trærnes blade fordetmeste var faldt ned, kunde
det blive vanskelig nok at holde traakket, da skogen
var høi og tæt.
En tid lang mødte de dog ingen vanskeligheder.
Stien, som snart gik over sten, snart gjorde
en omvei for at undgaa sumpige steder, var meget
tydelig, som den slang bortover, snart op for og
snart ned for bakke.
Det er ikke saa ganske ligetil at gaa et helt
døgn uden ophør, men gutterne var kjække og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
