Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 17de kap. Udfordringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
Den anden vagt havde imidlertid skyndt sig
hen til sin høvding, men begges forbauselse var
saa stor, at de glemte at bruge sine vaaben mod
deres stammes fiende.
Hjortefod havde ytret de sidste ord i en skarp
skjærende tone og slyngede i det samme de
ubrugelige bøsser mod dem.
Sortebjørn blev truffet af den ene bøsse med
slig kraft, at han styrtede om, mens den anden,
som blev mindre voldsomt truffet, kun vaklede et
par skridt tilbage. Men før han fik tid til at bringe
sit vaaben til kindet, var fienden forsvundet.
Støien havde imidlertid vækket alle de sovende
og uden at vide, hvad der var gaaet for sig, styrtede
de hen til sin faldne høvding. Denne havde dog
ikke lidt nogen mén og kom straks igjen paa
fødderne.
Han fortalte i nogle faa ord, hvad der var
passeret, og befalede dem at sætte efter flygtningen.
Men efter at have gjennemstreifet de nærmeste
omgivelser vendte de tilbage med uforrettet sag;
i mørket var det jo ogsaa umulig at kunne
indhente den rapfodede Hjortefod.
De ødelagte bosser var det tydeligste bevis
for, at Hjortefod ikke havde pralet, men at hans
ord var sande.
Hans frækhed og dristighed ved slig at vove
sig ind i deres leir og forhaane dem allesammen,
syntes indianerne at overgaa alle grænser.
Denne deres frygtelige fiende lurede dog
fremdeles i leirens nærhed, og da indianerne ved
6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
