Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 22de kap. En heldig afslutning paa ridtet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
Det eneste de kunde gjøre ham var at trykke
hans ben lidt; men han fik dem straks ud af
klemmen igjen. Støvskyen, som indhyllede flokken for
Fred, voldte ikke ham nogen uleilighed, ti den
kom bagefter ham og ikke foran. Da de derfor var
nær ved skogen, maatte han som Fred gjøre sig
det spørsmaal, hvordan det vel vilde gaa, naar
de kom ind mellem trærne. Han tænkte paa at
lade sig glide ned, men et blik paa den bølgende
masse rygge bag ham overbeviste ham snart om,
at dette vilde være den sikre død.
Heldigvis behøvede han ikke længe at grue
for dette, ti pludselig dreiede hele flokken til siden.
«Gud ved, hvor vi ender nu,» tænkte han,
«dette gaar i en aldeles gal retning og det ser
ikke ud, som min hest vil stanse idag. Det er
vist bedst, jeg ser til at komme undda.»
Først forsøgte han at skræmme de andre dyr
væk ved at skrige og huje; men det brød de sig
ikke det fjerneste om; den støi, som frembragtes
af deres hove og deres snøften og pusten
overdøvede ogsaa hans røst.
«Saa faar jeg prøve noget andet,» mumlede
Tim, «nu er jeg kjed af dette, jeg vil ikke spilde
mere tid paa dem.»
Paa siden af ham i retning af skogen var der
kun en tre fire dyr, og disse trykkede sig saa tæt
ind til hans ganger, at deres sider berørte hinanden.
Tim kom til at huske paa, hvordan de om
vaaren løb paa isflagene paa elven, og han tænkte
at noget lignende vilde han gjøre her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
