Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 25de kap. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
De talte hviskende sammen og turde ikke
lægge sig til at sove. Af frygt for at blive seet
lod de baalet være ganske lidet, netop stort nok
til at varme dem, naar de sad tæt ind til det.
Som de saaledes sad tause, og søvnen, trods
de kjæmpede imod den, begyndte at overmande
dem, for Tim pludselig op af sin halvslummer og
gav sig til at stirre ind i skogen med store
forskrækkede øine.
Derved vækkede han ogsaa Fred, som
forbauset saa ham gribe sin bøsse.
«Hvad er paafærde?» spurgte Fred.
«Jeg saa netop nu lige bag dig en indianer
luske omkring mellem trærne, men før jeg fik
sanset mig, var han forsvundet.»
Fred skulde just til at spørge ham, om han
ikke troede, det var et foster af hans opskræmte
fantasi, da han selv saa indianeren som en skygge
glide frem bag et træ inde i skogen.
«Vær rolig,» hviskede Fred, «saa skal jeg
tage ham paa kornet,» men før han fik udført sit
forsæt, var indianeren paany forsvundet.
Gutterne følte sig uhyggelig tilmode, men
denne følelse forvandledes øieblikkelig til den mest
overstrømmende jubel, da Hjortefod pludselig kom
frem bag et træ.
«Hjortefod er lykkelig, naar han ser sine
brødre igjen ; han er glad over at de er vaagne og
holder vagt.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
