- Project Runeberg -  Paa Farten : Kjøbenhavnske Billeder i Blendramme /
77

(1884) [MARC] Author: Carl Møller
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

77 —
dets Morgennummer, vare de Eneste, der forholdt sig rolige,
da Ingen vilde høre Tale om Politik, og de sad saa iagttagende,
som skulde de referere hele Festen. En ung Kunstner vilde
endelig hælde Punsch i Pullen paa sin Bulehat og stikke Ild i
Punchen, medens han vandrede om med Hatten paa Hovedet
for at ligne Ildaanden i »Mer end Perler og Guld«, hvilken
for Øjeblikket forekom ham at være den mest efterlignelses-
værdige Person, han kunde huske. Skuespilleren opfordrede
Oxenthal til at forsvinde ad samme Vej, han var kommen, for
at de kunde faa mere Grin med Værten og sige, at Oxenthal
slet ikke havde været der; den unge Godsejer var strax parat
til at stige ud ad Vinduet, men blev dog holdt tilbage af nogle
Fornuftige, som mente, at det ikke var klogt saaledes at lukke
denne Vej, som maaske i Fremtiden kunde komme til Nytte.
Omsider hævedes dog Gildet, og man kom ud paa Gaden,
hvor Gaslygterne allerede vare slukkede, og hvor Husene i det
gryende, graakolde Dagslys saae saa alvorlige og truende ud og
syntes at stirre paa Selskabet med deres mange Puder, der
tog sig ud som ligesaa mange Øjne, kastende bebrejdende og
forbitrede Blikke. Gadernes Mennesketomhed fremhævedes kun
af den enlige Politibetjent, der slentrede afsted, daskende sine
Hænder mod hinanden og spekulerende over, hvor Verdens
Goder dog vare ulige fordelte, idet de, der kunde ligge i deres
varme Seng, ikke vilde, og de, der hellere end gjerne vilde,
ikke kunde, og den tyndklædte, skuttende Aviskone, der paa
sine Slæber gled langs Husrækken, kiggende over Skulderen
tilbage paa de fine Herrer og tænkende paa sine unge Dage,
da hun tidt selv havde været i saadant et Kompagni. Hvert
Skridt gav buldrende Gjenlyd fra den anden Side af Gaden, og
hvert Latterudbrud fik Gjensvar i en uhyggelig Spøgelselatter,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:22:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/paafarten/0085.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free