Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
maatte standse lidt for at redde sin Hat. og snart skød lian
pludselig en ufrivillig Fart, thi samtlige Træer syntes at være
bievne trætte af at staa op hele Dagen og at have gjort sig
det mageligt for Natten ved at strække deres Ben saa langt fra
sig som muligt; saa strejfede nogle fugtige Blade hans Hals,
og Aftenduggen kan være en højst poetisk Vædske, men naar
den saadan triller draabevis ganske langsomt nedad Ryggen paa
En, vækker den meget sjeldent Beundring hos Vedkommende;
hele Tiden ansaa han det for nødvendigt at hoppe over alle
Slagskyggerne af Træerne, fordi han ikke havde Tid til at
undersøge, om det var en Grøft eller en Bjælke, og da disse
Forhindringer selvfølgelig forekom meget hyppig, var hans Gang
ikke ulig det fra enhver Cirkus bekjendte Parforceridt over
Forhindringer.
Det sværmende Par var for længe siden forsvundet for
ham, thi Stien bugtede sig ud og ind; paa een Gang stod han
paa en Korsvej.
»Tak, Skæbne!« mumlede han. »Hvor skal jeg nu finde
dem? De kan jo ligesaa godt være gaaede nedad den ene som
den anden Vej.«
Han havde imidlertid et mærkværdigt Held med sig, thi
paa den Vej, han først saae nedad, opdagede han Parret ikke
ret langt borte. Da det var en betydelig bredere Vej end
Stien, var der ikke saa mange Forhindringer, og han var snart
tæt bag dem.
»Halloj. Jens!« raabte Postmesteren; men Parret vandrede
rolig videre.
»Halloj, Jens! Kan Du ikke høre? Det er mig!« skreg
han højere.
Denne Gang vendte Herren sig og sagde just ikke videre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>