Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Skiløbningen, dens historie og udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig i døden, drog han hele følget med sig i dybet.
Efter et andet sagn skulde han have stanset paa
randen og kun kastet fakkelen udover, idet følget, som
fulgte fakkelskinnet, forsvandt i afgrunden. Efter endnu
et andet sagn var det ikke russer i pulker, men svensker
paa ski, som han narrede i døden. I Tysfjorden i Nordland
henlægges det til Fredrik III’s tid (ca. 1650), i Snaasen
i det trondhjemske til krigene mod Karl XII. Ogsaa fra
Solør kjendes sagnet. Hvorom alting er, saa er det altid
en lap paa ski, som gaar igjen i de forskjellige former af
denne fortælling. Det viser, at lapperne havde anseelse
som skiløbere ogsaa i den tid.
I midten af forrige aarhundrede oprettedes i Norge
særskilte skiløberkompanier, som øvedes hver vinter, og
velkjendt for hver nordmand er vistnok fortællingen om
det østerdalske skiløberkompani.
Udenfor skandinavernes omraade har skien været
kjendt fra de ældste tider i Finland. Dette fremgaar
tydelig nok af den trettende sang i det gamle finske digt
Kalevala, hvor Lemminkäinens jagt paa ski efter hiisi-elgen
skildres paa en meget poetisk vis. I svensk oversættelse
lyder begyndelsen saaledes:
«Nu mitt spjut är skodt og spetsadt
Redo äro alla pilar,
Spänd rir strangen på min båge,
Endast skidor, skinnbeklädda,
Saknas här ännu för färden.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
