Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Vor sidste teltplads paa østkysten — første vandring paa indlandsisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
komne over den værste is paa de par mil, vi nu havde
gaaet; men der turde dog endnu være slemt nok indenfor.
Altsaa videre, saa hurtig benene vil bære, mod det høieste
sted af ryggen foran. Der ser ud til at være mange
sprækker; men de er vel ikke værre, end de kan klares. Det
har begyndt at duskregne lidt, vi stiger op ad den
temmelig bratte skraaning, det gaar tungere end nogensinde,
vi synker nu i sneen til op paa laarene. Det hjælper
ikke, om regn og skodde truer aldrig saa meget, vi maa
stanse af og til og puste lidt i bakken, dødstrætte som vi
er. Denne gang ser det dog ud til, at vi ikke skal holdes
for nar; naar bare regnen vil tillade det, faar vi nok
en god udsigt indover, et stykke kan vi allerede se, ja
skimter endog en enkelt hidtil ukjendt nunatak derinde;
mer og mer begjærlige skræver vi afsted.
Endelig staar vi paa toppen af «den hvide haug», som
vi har kaldt den, og blir nu rigelig belønnede for vor møie.
I hele sin majestæt ligger vidden udbredt for os. Duskregnen
falder vistnok endnu som et fint støv, men det er dog
ikke værre, end at alle ønskelige detaljer kan sees selv temmelig
langt borte. Hele fladen synes at være jevn og uden
sprækker lige til synskredsen. Det havde vi nu ogsaa ventet
at finde; men hvad vi ikke havde ventet, det var de mange
smaa og store nunataker, som saaes stikke op over snehavet
endog i betydelig afstand indover. Mange af dem
var helt hvide og snedækte, men i mange stak mørke,
bare knauser frem gjennem sneen og dannede en skarp
kontrast mod dennes drivhvide farve, hvor det søgende øie
fandt velgjørende hvilepunkter paa den ensformige flade.
I særdeleshed fremtrædende i sit udseende og i sin beliggenhed
var en liden nunatak langt derinde, vi kaldte den
«Jomfrua». Hvorfor den fik det navn, skal jeg ikke kunne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
