Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Vi forlader østkysten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ud for at koge kaffe, blev jeg ikke lidet overrasket ved at
finde mig selv, soveposerne, sækkene med vore klæder,
alt begravet under sne, som havde trængt ind gjennem
alle sprækker og havde fyldt teltet. Da jeg skulde stikke
benene i skoene, var ogsaa disse fulde af sne, og da vi
skulde se til kjælkerne, var de halvt forsvundne, og store
snefaner laa opover teltvæggene paa alle sider. Vi havde
dog trods alt en hyggelig søndagsmorgen med kaffe og
frokost paa sengen.
Snestormen fortsatte hele den dag, og den blev
tungere og tungere at gaa imod, da sneen blev løsere. Jeg
tænkte meget paa at binde kjælkerne sammen og forsøge
paa ved hjælp af seil at krydse os op mod vinden; skulde
vi fortsætte paa denne vis, vilde det vare længe, inden vi
rak Kristianshaab; vi maatte ialfald haabe paa en
forandring, men den kom ikke den dag; vi stampede os frem,
saa godt vi kunde. Efter en fjerdings vei kom vi til en
høide, hvor vi maatte op, men stigningen var saa brat, at
vi maatte være tre og tre om hver kjælke, og trods dette
var det dog et tungt slid at faa dem op, stigningen viste
sig ved maaling at være omtrent 1 fod paa 4 fod frem.
Da vi gik nedover efter en vending, vendte Kristiansen,
som kun sjelden oplod munden, sig til Dietrichson og
sagde: «Herregud, at folk kan ville sig selv saa vondt som
at gjøre dette.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
