Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIX. Paany mod indlandsisen. Umiarsuit! Umiarsuit! (skibet! skibet!). Hjemreise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den 15de april var det snetykke, og vi var alle enige
om, at heller ikke den dag kunde skibet komme. Men
som vi efter middagen sad og drak kaffe hos
kolonibestyrerens og slog af en lun passiar med doktoren, gjenlød med
et hele kolonien af et eneste hyl: «Umiarsuit! Umiarsuit!»
(Skibet! Skibet!). Vi styrtede ud, stirrede tilhavs — men
kunde intet se uden drivende sne. Da skimtedes imidlertid
ligesom en mørk skygge høit oppe i luften, — det var
«Hvidbjørnens» rig, i snetykket var den uden lods kommet
ind gjennem den vanskelige skjærgaard og var allerede
næsten lige inde paa bugten. I en fart kom man nu i
kajaker eller baade, og idet vi satte foden paa dækket,
heistes det norske flag, og der gaves en dundrende salut
til nordmændenes ære. Ekspeditionens medlemmer blev
hjertelig modtagne og lykønskede af «Hvidbjørnens» fører,
løitnant Garde, som jeg oftere har omtalt i denne bog, og
af de øvrige ombordværende europæere.
Hilsener bragtes fra Europa, og en gjensidig spørgen
nyt begyndte. Der blev straks holdt gilde ombord, og
der var munterhed og glæde. Først sent paa kveld kom
vi atter tilbage til Godthaab.
Saa slog da afskedens time, jeg havde længe kviet
mig for den. — Det var ikke uden sorg, at flere af os drog
bort fra det sted og det folk, hvor vi havde befundet os
saa usigelig vel.
En dag, før vi reiste, sagde en af mine bedste
grønlandske venner, i hvis hus jeg ofte kom: «Nu drager du
tilbage til den store verden, hvorfra du kom til os, der
træffer du mange mennesker og meget nyt og vil nok
snart glemme os, men vi vil aldrig glemme dig.»
Et par dage efter reiste vi, og Godthaab, endnu dækket
under sneen, tilsmilede os et vemodigt farvel i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
