Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tillæg. Ekspeditionens videnskabelige udbytte — samt lidt om Grønlands geologiske historie og istidernes aarsager - III. Ekspeditionens videnskabelige udbytte - Dannelsen af «drumlins» og «aaser»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
godt sammenpressede og skikkede til at modstaa regnens og tidens tand
saa godt, som de har gjort.
Aaserne bestaar som bekjendt af lignende grus og sten som disse
hauge, de er ogsaa gjerne beliggende ovenpaa den saakaldte bundmoræne.
De adskiller sig imidlertid fra de omtalte hauge derved, at deres
materiale er mere slidt og synes at have været mere udsat for vandets
paavirkning; de har endvidere en bestemt lagdannet bygning, som ogsaa
synes at antyde, at vand maa have spillet nogen rolle ved deres dannelse.
De er lave rygge, der fortsætter sig over lange strækninger, som regel
parallelt med skurstribernes retning eller med isens bevægelse. I Norge
har vi faa aasdannelser; muligens er der nogle paa Jæderen; i Sverige
er der derimod mange. I Skotland, England og Irland er de hyppige.
I Amerika udbreder de sig over store strækninger.
Vor ekspeditions iagttagelser feier med et drag bort alle forklaringer
af aaserne som elvedannelser ovenpaa isen eller i tunneler i denne; thi
for det første mangler, som vi har seet, for en væsentlig del elvene,
og for det andet mangler fuldstændig det materiale, nemlig moræneslam
og grus, hvormed elvenes render og tunneler skulde fyldes.
Efter min mening kan der neppe være tvil om, at aaserne er
dannede af elveløb ikke ovenpaa isen, men paa dennes underside.
Alt det vand, som dannes ved isens smeltning paa undersiden, maa
skaffe sig afløb, dette kan det kun gjøre ved at hule sig udløb under
isen; det blir da selvfølgelig ikke underlaget, men overlaget, altsaa isen
selv, som vandet, idet det render gjennem disse løb, hovedsagelig kommer
til at tære paa. At elveløbene kommer til for en væsentlig del at maatte
følge samme retning som isens bevægelse, er selvsagt, da de ellers
snart vikle bli stængte. Da imidlertid denne isens bevægelse for
en stor del maa rette sig efter underlagets helding og dalene, saa
vil følgelig elveløbene komme til for en større eller mindre del
at følge de sidste, det vil sige, deres løb kommer til i en vis grad at
falde sammen med de nuværende elves hovedretning. Naar nu en bræ,
gjennemfuret af saadanne elveløb paa undersiden, bevæger sig ud over
en saakaldt bundmoræne, da er det klart, at dennes grus vil presse sig
op i elveløbenes render, elvevandets tæren eller slid paa taget i dets
istunnel blir selvfølgelig endnu større, end da bræen bevægede sig over
fast grund. Efterhvert som imidlertid elven æder sig opefter i isen, vil
gruset følge efter ind i elvetunnelen, og elven vil nødvendigvis snart
bevæge sig langs hen over en ryg af grus, og denne vil ligesom de
omtalte «drumlins» vedbli at stige, indtil andre kræfter melder sig og
stanser videre udvikling.
Paa den anden side er det klart, at en elv, der af et stort hydraulisk
pres indefra tvinges frem gjennem en lukket kanal under et saa
forfærdeligt tryk, som det, den overliggende is udøver, maa faa en stor
evne til at føre afsted med sig den underliggende morænes grus og
stene. Kommer den imidlertid længere ud mod isdækkets rand, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
