Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De derute - Eventyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
Jeg gaar og gaar langs Viftepalmers Rad,
og det blir mørkt og næsten ødt i Natten.
En Banjo klimprer flot og likeglad;
men ellers er det stilt i Lykkens Stad,
og væk er Huset som er mit, med Skatten.
Jeg sitter paa en Bænk av Sten tilslut,
og hører Banjom bli tyst derinde.
Det er som noget i mig seiv var brutt,
°S JeS & bare en tungsindig Gut
og kjender Glæden draapevis forrinde.
Da er det én som kalder mig ved Navn,
— en liten Skyggepike, slank og stilig,
og fjern i Stemmen — liksom uten Savn.
— Er hun bedrøvet og, i Lykkens Havn?
Det er min Søster, hun som døde tidlig.
Hun tar min Haand, og sammen gaar vi ned
en Trap og gjennem dunkle Haveganger.
Vi tier mest: «Vi gaar til Lykkens Sted,
der ingen Krav ftnds mer. Der faar du Fred*
— det er som om hun gik og gav Presenter.
Fem GlasI Det er blit mørkt. Og koldt og raat.
— Ak lille Søster, «snart* blev meget længe.
For fulde tredve lange Aar har gaat,
og bare jeg vet, hvor de har gaat traatt,
og bare jeg, hvor Kravene var strenge’.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
