Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Nikolai Fredrik Severin Grundtvig som skolemand.
forelæsninger straalende streiflys ind over en skjøn og
i Danmark ukjendt aands verden, saa alle aandelig
anlagte naturer stod grebne i undring, tiltrukne eller
frastødte eller begge dele. Der lærte Grundtvig først og
fremst at kjende aandens magt paa mennesketungen.
»Er der nogen aand over os, da for den aabenbar i os
med det vingede ord fra hans læber, hvis måge til at
lynslaa folk med aabne øren jeg aldrig har kjendt . . . .
Sproget, han fødte, tonen, han talte i, ilden, han
sprudede, det slog mig paa timen, saa jeg følte, der ogsaa
i aandens verden er en himmelhøi forskjel som paa ild
og vand, saa det begeistrede ord, om man end slet ikke
forstaar eller kan udstaa, hvad det har at føre, dog,
saalænge det lyder, hersker som en konge midt imellem
sine fiender». Som ogsaa i disse ord antydet stod
Grundtvig kritisk overfor Steffens’ tanker; dog optog
han visselig mere end ét frøkorn i sit dybe hjertemuld
til at spire og bære frugt i sin time. Det gjorde
indtryk, naar Steffens freidig forkyndte, at hvad man i
Kjøbenhavn forgudede, det var kun »tysk og fransk
makulatur», mens de rette aandens stormænd var Göthe,
Shakespeare og Schelling. Men særlig sænkede sig for
altid i Grundtvigs sjæl »ideen om tidernes sammenhæng
og Kristus i deres midtpunkts.
Hans egne historiske studier førte ham ogsaa til
møde med historiens aand, navnlig med den aand, som
aabenbarer sig i vor egen stammes liv og gudelære. Da
han endnu ikke personlig havde mødt Guds aand, var
det saa naturligt nok, at han midlertidig kunde komme
til at forgude menneskeaanden, særlig »Nordens aand»,
og saa gik det:
»Høie Odin! Hvide Krist!
slettet ud er eders tvist,
begge sønner af Alfader.
Med vort kors og med vort sverd
vies eder baalet her,
begge elskte i vor Fader».
»Formastelige ord», siger han selv senere, ord, som
han lader staa »til sin skam».
Det menneskelige i sin folkelige, nordiske,
hjemlige form er blevet et væsenligt led i hans opfatning.
Imidlertid gjør ogsaa det guddommelige mere og mere
sine krav gjældende. Livstilskikkelsex øvede her sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
