Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
Nikolai Fredrik Severin Grundtvig som skolemand.
dige, livfyldte ord, det selvoplevedes udtryk fra
personlighed til personlighed. Upersonligt snak er da ikke
levende ord, om det end er aldrig saa sandt; men
ligesaalidt er sktift levende ord; den er kun en i sig
selv livløs afbildning selv af aandens mest levende ord
og gjør rettelig gjerning blot i den, som før er berørt
af den samme aand. Religiøst stiller da dette sig
saaledes: daabsordet er det levende, aandsmeddelende ord,
Helligaandens og menighedens sammensmeltede
vidnesbyrd til den enkelte. Bibelen er den uundværlige
og guddommelig paalidelige oplysningsbog; men den
er altsaa kun for dem, som allerede i daaben har
modtaget den aand, hvis verk bibelen er, og dermed er sat
i stand til at opfatte og bruge den rettelig — som da
ogsaa bibelen er yngre end menigheden og skreven kun
til kristne. Men idet denne opfattelse af det levende
ord fastholdes, faar den stor betydning paa flere
omraader — ikke mindst i skolen.
Idet Grundtvig ser historien som tidernes
udvikling med Kristus i sit midtpunkt, bliver hans stadige
løsen : kristendom og historie, eller, fra en anden side
seet, det kristelige og det menneskelige, det
overnaturlige og det naturlige. I historien ser han slegtens
udvikling- mod et maal. Hedningernes historie er da en
udvikling mod deres »tidens fylde». Særlig har han for
nordboernes vedkommende fundet og hævdet, at der i
deres naturlige tilstand rørte sig ædle kræfter hos dem ;
navnlig i deres gudelære aabenbarede sig ikke blot
deres bundethed, fordærvelse, »livsforhærdelse», men ogsaa
følelsen af utilfredsheden, længselen efter det ædlere,
sukket efter udløsningen; han fandt der den samme
kamp, som han »fandt og førte i sit inderste og saa i
bibelen forklaret». »Derfor — vidner han om sig selv
— »derfor kom der ingen grundstrid i hans syn og
skrift; han gik ei fra bibelens aand, da han fulgte
Nordens, og den gamle kjæmpeaand forlod ham ingenlunde,
da han udelukkende vilde oplives og styres af den store
aand, som skabte nyt paa jorden».
Ligesom den verdenshistoriske udvikling maatte
naa sin »tidens fylde», før siegten kunde modtage den
høieste aabenbaring, Guds enbaarne, saaledes gjælder
det ogsaa for det enkelte folk og for det enkelte
menneske. Den naturlige udvikling betinger ikke blot i høi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
