Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og skiulte sig af Frygt, man dennem revse vilde.
Men saadan Ordre gav Neptunus alt for silde;
Thi Jagten dreven var imidlertid paa Land,
Hvor den i stykker gik, dog omkom ingen Mand.
For Graad jeg ikke land den Tilstand her beskrive,
Enhver da fandtes i. De vare vel i Live,
Men stive udaf Frost, nedslagne af Fortræd.
Slig ynksom Syn man ey har seet nogen Sted.
De allesammen laae fast ligesom i Dvale,
Den ene kunde ey den anden da husvale,
[1] De trætte Nakker man paa Skuldre helde saae,
De fordum kiekke Mænd som visne Blomster laae,
Dem Ploven feldet har, som Ax af Hagl og Vinde,
Som Valmu udaf Regn nedslagne. Hvo kand finde
Tilstrekkelige Ord at male saadant af?
Jeg med Virgilio kand ikke gaae i Trav,
Langt mindre kand jeg med Homero galopere;
Min Musa doven er. De ey Poeter ere,
Som ikkun drikke Vand. Horatius er mæt
[2] Og haver Skrotten fuld; han siunger ellers slet.
Da disse usle Mænd saa havde lagt en Time
Fast uden Følelse og ligesom i Svime,
Kom endelig en Mand, der dennem var saa mild,
At han paa Klinten for dem tendte op en Ild.
Den tapre Peder Paars begyndte først at tale,
Han sagde: Kiære Ven! vil I os vel afmale,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
