Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
— Han var ikke av det slaget!
For Peder hørtes ikke det det grand merkelig
ut; det gjorde ham bare glad, gav større tryghet.
— Hvad skulde han far ha at be om, han som
greide alting selv. Denne tanken drog en
anden efter sig, som han ikke var kommet paa
at spørre om før:
— Hvad for han efter dengangen?
Moren blev sen med svaret nu og. Hun var saa
lavmælt og traurig ikveld.
— Han skulde avsted efter presten til han Hans
Olsa.
Dette kunde ikke Peder forstaa, og maatte
straks ha greie paa hvad han gudfar vilde med
presten. Han ventet længe paa forklaringen, holdt
spænene i haanden uten at dra. Og da han intet
hørte fra hende, og han saa op, hadde hun melket
koen fra sig, sat fremdeles paa skammelen,
bøtten stod ved siden; men hun holdt forklæet for
ansigtet og sat der og ristet i graat. Peder blev
saa ilde ved at han ikke visste hvor han skulde
gjøre av sig, stod raadløs, og kjendte graaten
komme hos sig og.––––Det var naturligvis dette
om far!
Han brændte av trang til at gjøre godt igjen
hvad han nu hadde gjort galt, og begyndte straks
at bære ind melken, tænkte haardt paa noe
passende at si, fandt det ikke, og gik bent til
ved-haugen og tok ind et stort fang ved. Han gav sig
saa god tid at hun skulde komme og faa se hvor
omtænksom han var, — hun likte han husket at
hjælpe hende med veden.
I vinduet laa boken han hadde hat med sig
hjem fra skolen; den tok han i haanden, gjorde
en sving ned i kjelderen, hvor hun allerede var
ifærd med at sile, holdt boken saa hun kunde se
den og sa:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
