Alting er imod mig med vredens vælde!
Himmel og vand og de stygge fjelde!
Himlen vælter skodde for at forvilde ham!
Det lumske vand vil ved livet skille ham!
Fjeldene vil slå ham med skred og rap;
og så menneskene! De er ude på drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den bytting; at fanden skulde friste ham!
(vender sig til Solvejg)
Ja, er det ikke rent utænkelig, sligt?
Han, som stødt for med løgn og digt;-
han, som bare i munden var stærk;
han, som aldri har prøvet et dugeligt værk;-
han-! En kunde både græde og le!-
O, vi holdt sammen i nød og ve.
Ja, for du skal vide, manen min drak,
for bygden rundt med dårskab og snak,
ødte og trådte vår velstand under fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;
for det falder mig så svært at stå rigtig imod.
Det er så fælt at se skæbnen under øjne;
og så vil en jo gerne ryste sorgene af sig,
og prøve som bedst at skyde tankerene fra sig.
En bruger brændevin, en anden bruger løgne;
å, ja! så brugte vi eventyr
om prinser og trolde og alleslags dyr.
Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de fandens rægler skulde i ham hængt?
(forfærdet igen)
Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!
Peer! Peer!-Deroppe på haugen-!
(løber opover en liden højde og ser over vanedt. Indflytterfolkene kommer til)
Det er værst for ham.
Ak, min Peer! Mit fortabte lam!
Ja, rigtig. Fortabt.
Hans sind er forhærdet; hans sjæl er tabt.
Nej, nej da! Så hård er Vorherre knapt!
Nej, men han kan ride i luften på bukke!
Kors i Jesu navn!
Å, I snakker mig snart i svime!
Vi må finde ham!
(vrider hænderne
Ok tænk,- og tænk, hans liv står på spil!
(han og konen går foran)
Fortæl mig lidt mere.
Om sønnen min?
Alting? - Træt blev du da!