- (Soloppgang. På fjeldet udenfor Åses sæterstue. Døren er
stængt; alting øde og stille)
(PEER GYNT ligger sovende udenfor sætervæggen)
- PEER GYNT
- (vågner, ser sig om med et sløvt og tungt øjekast. Han
spytter)
Den, som havde sig en ramsaltet sild!
(spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med
en nistebomme)
Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?
- HELGA
- Det er Solvejg -
- PEER GYNT
- (springer op)
Hvor er hun?
- HELGA
- Bag sætervæggen
- SOLVEJG
- (skjult)
Kommer du nær, så sætter jeg på sprang.
- PEER GYNT
- (standser)
Kanske du er ræd, jeg skal ta'e dig i fang?
- SOLVEJG
- Skam dig!
- PEER GYNT
- Ved du, hvor jeg var i nat?
Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.
- SOLVEJG
- Da var det vel, der blev ringet med klokker.
- PEER GYNT
- Peer Gynt er ikke den gut, de lokker.-
Hvad siger du?
- HELGA
- (grædende)
Å, hun taer benene fat!
(løber efter)
Vent!
- PEER GYNT
- (griber hende i armen)
Se her, hvad jeg har i lommen!
En sølvknap, unge! Den skal du få,-
bare snak godt for mig!
- HELGA
- Slip; lad mig gå!
- PEER GYNT
- Der har du den.
- HELGA
- Slip; der står nistebommen!
- PEER GYNT
- Gud nåde dig, hvis du ej -!
- HELGA
- Uf, du skræmmer mig!
- PEER GYNT
- (spag; slipper hende)
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
(HELGA løber)