- (I Kairo. Et stort gårdsrum med høje mure og byggninger
omkring. Gittervinduer; jernbure. Tre vogtere i gården. En fjerde
kommer.)
- DEN KOMMENDE
- Schafmann, sig mig, hvor er direktøren?
- EN VOGTER
- Kørt ud imorges længe før dag.
- FØRSTE
- Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig sag;
thi nat-
- EN ANDEN
- Hys, stille; der er han ved døren!
(BEGRIFFENFELDT fører PEER GYNT ind, låser porten og stikker nøglen i lommen.)
- PEER GYNT
- (for sig selv)
I sanhed, en yderst begavet mand;
næsten alt, hvad han siger, går over ens forstand.
(ser sig om)
Så dette her er de lærdes klub?
- BEGRIFFENFELDT
- Her vil De finde den, rub og stub;-
de halvfjerdsindstyve fortolkeres kreds;
den er nylig forøget med hundre og treds--
(råber på vogterene.)
Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs,-
ind i burene med jer fluks!
- VOGTERENE
- Vi?
- BEGRIFFENFELDT
- Hvem ellers? Afsted, afsted!
Når verden snurrer, så snurrer vi med.
(tvinger dem ind i et bur.)
I kan slutte jer til resten,- jeg siger ikke mer.
(stænger burdet og kaster nøglen i en brønd)
- PEER GYNT
- Men, bedste herr doktor og direktør-?
- BEGRIFFENFELDT
- Ingen af delene! Jeg var det før--.
Herr Peer, kan De tie? Jeg må give mig luft-
- PEER GYNT
- (with increasing uneasiness)
Hvad er det?
- BEGRIFFENFELDT
- Lov mig, De ikke vil skælve.
- PEER GYNT
- Jeg skal prøve-
- BEGRIFFENFELDT
- (trækker han hen i et hjørne og hvisker)
Den absolutte fornuft
afgik ved døden i aften kl. 11.
- PEER GYNT
- Gud fri mig -!
- BEGRIFFENFELDT
- Ja, det er yderst beklageligt.
Og i min stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;
thi denne anstalt gjaldt lige til det sidste
for en dårekiste.
- PEER GYNT
- En dårekiste!
- BEGRIFFENFELDT
- Ikke nu, forstår De!
- PEER GYNT
- (bleg og sagte)
Nu skønner jeg stedet!
Og manden er gal;- og ingen ved det!
(trækker sig bort)
- BEGRIFFENFELDT
- (følger efter)
Forøvrigt håber jeg De har forstået?
Når jeg kaler ham død, så er det væv.
Han er gået fra sig selv. Af sit skind er han gået,-
akkurat som min landsmand Münchhausens ræv.
- PEER GYNT
- Unskyld et minut-
- BEGRIFFENFELDT
- (holder på ham)
Nej, det var som en ål;-
ikke som en ræv. Gennem øjet en nål;-
han sprælled på væggen--
- PEER GYNT
- Hvor finder jeg frelsen!
- BEGRIFFENFELDT
- Rundt om halsen et snit og så, vips af pelsen!
- PEER GYNT
- Forrykt! Aldeles fra vid og sans!
- BEGRIFFENFELDT
- Nu er det klart, og det la'er sig ikke dølge,-
denne fra-sig-gåen vil have til følge
en hel omvæltning til lands og vands.
De personligheder, som før kaldtes gale,
blev nemlig iaftes kl. 11 normale,
konforme med fornuften i dens nye fase.
Og ser man endvidere på sagen ret,
er det klart at fra nysnævnte klokkeslet,
begyndte de såkaldte kloke at rase.
- PEER GYNT
- De nævnte klokken; min tid er knap-
- BEGRIFFENFELDT
- Deres tid? Der gav De min tanke et rap!
(åbner en dør og råber:)
Herud! Den vordende tid er forkyndt!
Fornuften er død. Leve Peer Gynt!
- PEER GYNT
- Nej, kæreste mand -!
(de afsindige kommer efterhånden ud i gårdsrummet.)
- BEGRIFFENFELDT
- God morgen! Giv møde,
og hils på befirelsens morgenrøde!
Eders kejser er kommen!
- PEER GYNT
- Kejser?
- BEGRIFFENFELDT
- Ja visst!
- PEER GYNT
- Men æren er så stor, så over al måde-
- BEGRIFFENFELDT
- Ak, lad ingen falsk beskedenhed råde
i en stund som denne.
- PEER GYNT
- Men und mig blot frist-!
Nej, jeg duer s'gu ikke; jeg er rent fordummet!
- BEGRIFFENFELDT
- En mand, som har Sfinxens mening fornummet?
Som er sig selv?
- PEER GYNT
- Ja, det er just knuden.
Jeg er mig selv i et og i alt;
men her, så vidt jeg forstod, det galdt
at være sig selv, så at sige, foruden.
- BEGRIFFENFELDT
- Foruden? Nej der taer De mærkelig fejl!
Her er man sig selv aldeles forbandet;
sig selv og ikke det ringeste andet;.
man går, som sig selv, for fulde sejl.
Hver lukker sig inde i selvets tønde,
i selvets gærning han dukker tilbunds,-
han stænger hermetisk med selvets spunds
og tætner træet i selvets brønde.
Ingen har gråd for de andres veer;
ingen har sans for de andres ideer.
Og selv, det er vi i tanken og tonen,
os selv til springbrættets yderste rand,-
og følgelig, skal der en kejser på tronen,
er det klart at De er den rette mand.
- PEER GYNT
- Å, gid jeg var fanden -!
- BEGRIFFENFELDT
- Nu ikke forknyt;
næsten alt i verden er førstningen nyt.
"Sig selv;"-kom, her skal de se et exempel;
jeg vælger det første det bedste iflæng-
(til en mørk skikkelse)
Goddag, Huhu! Nå, går du, min dreng,
bestandig omkring med græmmelsens stempel?
- HUHU
- Kan jeg andet vel, når folket
slægt for slægt døe ufortolket?
(Til PEER GYNT.)
Du er fremmed; vil du høre?
- PEER GYNT
- (Bukker)
Gudbevar's!
- HUHU
- Så lån mig øre.-
Fjernt i øst, som krans om pande,
står de malebarske strande.
Portugiser og Hollænder
landet med kultur bespænder.
Desforuden bor der skarer
af de ægte Malebarer.
Disse folk har sproget blandet;-
de er herrer nu i landet.-
Men i tiden længst forgangen
råded der orangutangen.
Han var skogens mand og herre,
frit han turde slå og snærre.
Som naturens hånd ham skabte,
så han gren og så han gabte.
Uforment han turde skrige;
han var hersker i sit rige.-
Ak, men så kom fremmedåget,
og forplumred urskogs-sproget.
Firehundreårig natten
ruged over abekatten;
og man ved, SÅ lange nætter
landsens folk stampe sætter.-
Skogens urlyd er forstummet;
ikke længer blir der brummet;-
skal vi vore tanker male,
må det ske ved hjælp af tale.
Hvilken tvang for alle stræder!
Portugiser og Hollænder,
blandingsracen, Malebaren,
hver er lige ilde faren.-
Jeg har prøvet på at fægte
for vort urskogs-mål, det ægte,-
prøvet at belive liget,-
hævdet folkets ret til skriget,-
skreget selv og påvist trangen
til dets brug i folkesangen.-
Skralt man dog min idræt skatter.-
Nu, jeg tror, min sorg du fatter.
Tak, at du har lånt mig øre;-
ved du råd, så lad mig høre!
- PEER GYNT
- (Sagte)
Der står skrvet: man får tude
med de ulve, som er ude.
(Høyt)
Kære ven, så vidt jeg husker
findes i Marokko busker,
hvor en flok orangutanger
lever uden tolk og sanger;-
deres mål lød malebarisk!-
Det var smukt og exemplarisk,-
dersom De, lig andre standsmænd,
vandred ud til gavn for landsmænd-
- HUHU
- Tak, at du har lånt mig øre;-
som du råder, vil jeg gøre.
(Med en stor gebærde)
Østen har forstødt sin sanger!
Vesten har orangutanger!
(Han går)
- BEGRIFFENFELDT
- Nå, var han sig selv? jeg skulde det mene.
Af SIT EGET han er fyldt, og af det alene.
Han er SIG i alt, hvad han giver fra sig,-
SIG SELV i kraft at være fra sig.
Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,
fra iaftes ikke mindre konform med forstanden.
(til en FELLAH, som bærer en mumi på ryggen.)
Kong Apis, hvor går det, min høje herre?
- FELLAHEN
- (vildt til PEER GYNT)
ER jeg kong Apis?
- PEER
- (getting behind the DOCTOR)
Jeg må tilstå, desværre,
jeg er ikke inde i situasjonen;
men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter tonen-
- FELLAHEN
- Nu lyver du også.
- BEGRIFFENFELDT
- Deres Højhed får melde
hvordan sagerne står.
- FELLAHEN
- Det skal jeg fortælle.
(vender sig til PEER GYNT.)
Ser du ham, som jeg bærer på ryggen?
Han navnet kong Apis lød.
Nu går han under navn af mumie,
og er derhos aldeles død.
Han har bygget alle pyramider,
og hugget den store Sfinx,
og kriget , som doktoren siger,
med Tyrken både rechts og liks.
Og derfor det ganske Ægypten
har priset ham som en gud,
og stillet ham op i templer,
i lignelser af en stud.-
Men JEG er denne kong Apis,
det ser jeg så soleklart;
og hvis du ikke forstår det,
så skal du forstå det snart.
Kong Apis var nemlig på jagten,
og steg af sin hest en stund,
og gik for sig selv afsides
ind på min oldefaers grund.
Men marken, kong Apis gøded,
han nærret MIG med sit korn;
og trængtes der flere beviser,
så har jeg usynlige horn.
Og er det så ikke forbandet,
at ingen vil prise min magt!
Af byrd er jeg Apis i landet,
men Fellah i andres agt.
Kan du sige hvad jeg skal gøre,
så råd mig foruden svig;-
hvad det gælder om, er at blive
kong Apis store lig.
- PEER GYNT
- Deres højhed får bygge pyramider,
og hygge en større Sfinx,
og krige, som doktoren siger,
med Tyrken både rechts og links.
- FELLAHEN
- Jo, det er dejlig tale!
En Fellah! En sulten lus!
Jeg har nok med at holde min hytte
ryddig for rotter og mus.
Fort, mand,- find på noget bedre,
som både gør stor og tryg,
og derhos aldeles lig med
kong Apis bag på min ryg!
- PEER GYNT
- Hvad om Deres Højhed hang Dem,
og derpå i jordens skød,
bak kistens naturlige grænser,
forholdt Dem aldeles død?.
- FELLAHEN
- Så vil jeg! Mit liv for en strikke!
I galgen med hår og hud!-
I førstningen blir der lidt forskel;
men den jævner tiden ud.
(går hen og gør anstalter til at hænge sig)
- BEGRIFFENFELDT
- Det var en personlighed, herr Peer,-
en mand med methode-
- PEER GYNT
- Ja, ja; jeg ser-;
men han hænger sig virkelig! Gud være os nådig!
Jeg blir syg;- jeg er knapt mine tanker rådig!
- BEGRIFFENFELDT
- En overgangstilstand; den varer kun kort.
- PEER GYNT
- En overgang? Hvortil? Undskyld,- jeg må bort-
- BEGRIFFENFELDT
- (holder ham)
Er De gal?
- PEER GYNT
- Ikke undu-. Gal? Gud bevares!
(Alarm. Minister HUSSEJN trænger sig gennem sværmen)
- HUSSEJN
- Man har meldt mig, her er kommet en kejser idag.
(Til PEER GYNT.)
Det er Dem?
- PEER GYNT
- (fortvilet)
Ja, det er en afgjort sag!
- HUSSEJN
- Godt.- her er noter, som skal besvares!
- PEER GYNT
- (river sig i håret)
Hejsan! Ret så;- jå værre, jo bedre!
- HUSSEJN
- Måske De vilde med et dyp mig hædre?
(bukker dypt.)
Jeg er en pen.
- PEER GYNT
- (bukker endu dybere)
Og jeg er plent
et krimskramset, kejserligt pergament.
- HUSSEJN
- Min historie, herre, er kortelig den:
jeg gælder for et sandhus og er en pen.
- PEER GYNT
- Min historie, herr pen, er, i korthed vævet,-
jeg er et papirblad og blir aldri beskrevet.
- HUSSEJN
- Hvad jeg duer til, har menneskene ingen forstand på;
alle vil de bruge mig til at strø sand på!
- PEER GYNT
- Jeg var i en kvindes eje en sølvspændt bog;-
det er en og samme trykfejl at være gal og klog!
- HUSSEJN
- Tænk Dem, hvilket fortærende liv;
være pen og aldri smage odden af en kniv!
- PEER GYNT
- (hopper højt)
Tænk Dem: være renbuk; springe fra oven;-
altid stupe,- aldri kende grund under hoven!
- HUSSEJN
- En kniv! Jeg er sløv;- få skåret og ridset mig!
Verden går under, hvis man ikke får spidset mid!
- PEER GYNT
- Det var synd for den verden, der, lig andet selvgjort,
af Vorherre blev befunden så inderlig velgjort.
- BEGRIFFENFELDT
- Her er kniv!
- HUSSEJN
- (griber den)
Ah, hvor jeg skal blækket slikke!
Hvilken vellyst at snitte sig!
(Skærer halsen over)
- BEGRIFFENFELDT
- (viger tilside)
Sprut dog ikke.
- PEER GYNT
- (i stigende angst)
Hold på ham!
- HUSSEJN
- Hold på mig! Det er ordet!
Hold! Hold i pennen! Papiret på bordet-!
(falder)
Jeg er udslidt. Efterskriften,- glem ikke den:
hen leved og han døde som en påholden pen!
- PEER GYNT
- (svimler)
Hvad skal jeg-! Hvad er jeg? Du store-, holdt fast!
Jeg er alt, hvad du vil,- en Tyrk, en synder,-
et bergtrold-; men hjælp;- det var noget som brast-!
(skriger)
Jeg kan ikke hitte dit navn i en hast;-
hjælp mig du,- alle dårers formynder!
(synker i afmagt)
- BEGRIFFENFELDT
- (med stråkrans i hånden, gør et spring og sætter sig skrævs over ham).
Ha; se, hvor han i sølen knejser;-
er fra sig selv-! Hans kroning sker!
(tryker kransen på ham og udråber)
Han leve! Leve selvets kejser!
- SCHAFMANN
- (i buret)
Es lebe hoch der grosse Peer!
