(Ligfærd. Prest og almue. Det sidste salmevers synges. Peer Gynt går forbi udenfor på vejen.)
Her går nok en landmand al kødets vej.
Gud ske lov, at det ikke er mig.
(træder indenfor)
Og nu, da sjælen stævner mod sin dom,
og støvet hviler lig en bælgfrugt tom,-
nu, kjære venner, taler vi et ord
om denne dødes vandring på vor jord.
Han var ej rig, og heller ej forstandig,
hans røst var spag, hans holding var umandig,
sin mening bar han vegt og uvisst frem,
og knapt han rådig var i eget hjem;
i kirken tren han, som han vilde bede
om lov til, andre lig, at tage sæde.
Fra Gubrandsdalen, ved I, var han kommen.
Da hid han flytted, var han fast en gut;-
og visst I mindes, at til sidste slut
man så ham stødt med højre hånd i lommen.
Den højre hånd i lommen var det egne,
der præged mandens billed i ens sind,-
og dertil denne vridning, den forlegne
tilbaketrukkethed, hvor han kom ind.
Men skønt han helst suin stille vej gad slingre,
og skønt han blev en fremmed mellem os,
så ved I visst, hans dølgsmålsstrev tiltrods,-
den hånd, han skjulte, bar kun fire fingre.-
Jeg mindes godt for mange herrens år
en morgen; der blev holdt session på Lunde.
Det var i krigens tid. I alles munde
var landets trængsler og dets fremtids kår.
Jeg var tilstede. Midt for bordet sad
kaptejnen mellem lendsmand og sergenter;
og gut for gut blev målt på alle kanter
og skreven ind og tagen til soldat.
Fuld stuen var, og udenfor på tråkken
lød højmælt latter mellem ungdomsflokken
Da råbtes op et navn. En ny kom frem,
en, der var bleg, som sne på bræens bræm.
Han kaldtes nærmere; han nåede bordet;-
den højre hånd var hyllet i en klud;-
han gisped, svælged, snappeded efter ordet,-
men fant ej mæle, trods kaptejnens bud.
Dog jo, tilsidst; og da, med brand på kindet,
med tungen svigtende og atter rap,
han mumlet noget om en siged, som glap
og skar i våde fingeren af til skindet.
Der blev i stuen stilhed samme stund.
Man skifted øjekast; man trak på mund;;
man stened gutten med de stumme blikke.
Han kente haglen, men han så den ikke.
Da sto kaptejnen op, den gamle, grå;-
han spytted, pegde ud og sagde: gå!-
Og gutten gik. Man ved til begge sider,
så der i midten blev en spidsrodsgang;-
Han vandt tildørs; der satte han på sprang;-
op bar det nu,- op gennem lund og lier,
op gennem røsen, styrtende og hældende.
Han havde hjemme borte mellem fjeldene.-
Et halvår efter var det hid han kom
med moer og spædebarn og fæstekvinde.
Han bygsled jord etsteds på hejen inde,
hvor ødemarken grænser op mod Lomb.
Han gifted sig så fort som gørligt kun;
han tømred hus; han brød den hårde grund;
han kom ivej, hvad mangen agerflek
fortalte, der den bølged gul og kæk;-
ved kirken bar han den højre hånd i lommen,-
mn hjemme tror jeg nok de fingre ni
fik trælle fuldt så sårt, som andres ti.-
En vår blev alting revet bort af flommen.
De slap derfram med livet. Arm og nøgen
han tok på rydningsværket fat påny,
og inden høsten kom, steg atter røgen
ifa en fjeldgård, lagt i bedre ly.
I ly? For flommen, ja - men ej for bræen;
to år derefter lå den under sneen.
Dog, mandens mod fik skreden ikke krøget.
Han grov, han rensed, førsled, rydded grus,-
og før den næste vintersne var føget,
stod rejst for tredje gang hans ringe hus.
Tre sønner havde han, tre raske gutter;
i skole skulde de, og did var langt;-
det gjaldt at nå, hvor bygdevejen slutter,
igennem skaret, styrtende og trangt.
Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skøtte
som bedst, og der, hvor stien faldt for styg,
slog manden toug om ham til tag og støtte;-
de andre bar han frem på arm og ryg.
Så sled han år for år; og de blev mænd.
Her var vel skæl at kræve ligt igen.
Tre velstandsherrer i den nye verden
har glemt sin norske faer og skolefærden.
Han var en kortsynt mand. Udover ringen
af dem, ham nærmest stod, han intet så.
For ham lød meningsløst, som bjelders klingen,
de ord, der malmfuldt skulde hjerter nå.
Folk, fædreland, det lysende, det høje,
stod stedse slørt af tåger for hans øje.
Men han var ydmyg, ydmyg, denne mand;
og fra sessionens dag han bar på dommen,
og visst, som han på kind bar blygsels brand
og sine fire fingre gemt i lommen.-
En brotsling imod landets lov? Ja vel!
Men der er et, som lyser over loven,
så visst, som Glittertinds blanke tjeld
har sky med højre tinderad foroven.
Slet borger var han. Og for stat som kirke
et gangløst tre. Men hist på hejens hvælv,
i slægtens snevring, hvor han så sit virke,
der var han stor, fordi han var sig selv.
Den klang, han skabtes med, den blev sig lig.
Han færd var langspil under spånens dæmper.
Og derfor fred med dig, du stille kæmper,
som sred og faldt i bondens lille krig!
Vi vil ej granske hjerter eller nyrer;-
det er ej hverv for støv, men for dets styrer;-
dog fri og fast det håb jg taler ud:
den mand står knapt som krøbling for sin Gud!
(Følget skiller ad og går. Peer Gynt bliver alene tilbage)
er også i og for sig opbyggeligt.
(Ser ned i graven)
Var det kanske ham, som hug sig i knogen
den dag jeg lå på storhugst i skogen?
Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min stav,
på randen af denne åndsfrændes grav,
så kunde jeg tro det var mig, der sov
og sanddrømt hørte min pris og lov.-
Det er rigtigt en vakker kristelig skik,
at kaste et såkaldt erindringsblik
velvilligt over den henfarnes dage.
Jeg har intet imod, min dom at tage
af denne værdige sogneprest.
Nå, der er sagtens en stund tilbage,
før graveren kommer og beer mig til gæst;-
og, som skriften siger: bedst er dog bedst.-
og iligemåde: den tid den sorg,-
endvidre: tag ikke din ligfærd på borg.-
Ja, kirken blir dog den sande trøster.
Jeg har ikke skattet den synderligt før;-
nu kender jeg dog, hvor godt det gør,
at høre forsikkret af kyndige røster:
slig, som du sår, du engang høster.-
Sig selv skal en være; om sig og sit
skal en kære sig både i stort og lidt.
Går lykken imod, så har en dog æren
af sit levnets førsel i samklang med læren.-
Nu hjemad! Lad vejen falde brat og trang;
lad skæbnen længe nok te sig spydig;-
gamle Peer Gynt går sin egen gang
og blir den han er; fattig men dydig
(Han går)
