Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
Det led henimod Midnatstid, da alt var
færdigt. Solen stod lavt nede næsten lige i Nord,
rød som smeltet Guld. Den kastede et
underskjønt Purpurskjær over Himmelens Skyer, medens
den strøede Diamanter og Rubiner henover
Skumtoppene af de Bølger, som Ishavet væltede ind
og i hule Drøn knuste mod Strandens Klippe..
Kampen begyndte. Sværd slog mod Sværd,
og Solens rødgule Glans glimtede i de krydsende
Klinger. Ambrosius mærkede snart, efter at de
første Hug vare vekslede og parerede, at han
havde en øvet Kjæmpe for sig. Han maatte
endog vige parerende for de rasende Hug, som
Anika lod hagle ned over ham, tilbage til
Udkanten af Ringen. Efter Sagnet skulde den være
overvunden, som lod sig drive udenfor denne.
Idet han parerende veg tilbage, søgte Anika med
et vældigt Hug at gjøre det af med ham.
Hugget var saa voldsomt, at kun en Mester kunde
staa imod det. Nær en Tomme fra Ambrosius’s
Isse blev det pareret, men Hætten, som han havde
paa Hovedet blev i det samme revet af ham, saa
man saa hele hans ædle Ansigt og hans rige,
prestelig Haar, som rullede ned over hans Skuldre. Et
Forundringsudbrud lød fra Anikas Folk ledsaget af
Haansord. »Det er en Munk, det er en Prest,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
