Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [I]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
ellers laa ansigtet hendes blidt og fint, med barnslig
runding om kjaken, — og paa læberne sat det
ord, evindelig nye smaa ord, som hun blindbandt
og vildledte med . . .
Ikke, at Anine skravlet — som saamange
kvindfolk, baade av deres omgang og i byerne sørpaa.
Hun snakket ikke en gang meget — ialfald ikke
i utrængsmaal. Men hun gik i sine ord som i
sine klær — mykt og ledig med plagg over plagg,
som smøg sig indtil, saa det ene aldrig forraadte
det andre. Og ingen visste, eller kunde vite, hvad
som var inderst — uten den som hadde set hende
naken.
I begyndelsen — i den tidligste begyndelse,
den som laa løs og uten sammhæng med hans
øvrige liv — hadde Anine sommetider vakt som
en slags ærefrygt i ham — ja, en slags vek trang
til at bøie sig, som for det overvættes. Det at
finde uttryk i samme susende nu som nogenting
kom paa — i den knappeste knipen og i den
leieste tver-snu — det laa saa utenfor hans egen
evne at han stanset op for det og strøk luen.
Men siden — siden hadde han sat luen paa
sig igjen.
Og eftersom tiden gik hadde han sin moro
av at sitte og lye, saa til den ene og saa til den
andre av Rindalslegten, efterhvert som de kom i
hans vei. — Og han fandt igjen Anine i
slegts-røsten og i Rindalsordene— ja, om det saa var i den
teologiske professors talegaver, saa var hun der . ..
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
