Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [I]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
Da hadde hun tat hænderne hans og kysset
dem og strøket sig indtil som en hund.
Han hadde ikke sat nogen vilkaar. Vilkaarene
faldt av sig selv, syntes han. Hun fik la være
at mukke.
Men han gjorde sig ingen voner — og han
reknet ut omkostningen.
Ett, som var nyt for ham — eller til da ikke
tydelig for ham i hele sin vidde, lærte den natten
ham: Hendes fæle og gru for folkesnakket. Den
rædslen var mester paa hendes letsind. Og til
den satte Per sin lit i aarene som kom . . .
At hun skulde ændre sig — han hadde kanske
ventet det og kanske ikke . . . Men tok han
ætten hun kom av, med i reknestykket, — arten
som var i hende og gjorde hende leken, saa snart
som solen sken, — saa kunde trolig ikke facit
bli mer end én — og den, den blev —.
Men hun visste vel at hytte sig — og ingen
kjæft i den vesle byen fik et ord at hænge paa
hendes ryg — skjønt det var dem som var villige
nok, kunde han tænke — vakker (og vakrere
for hvert aar), som Anine gik der og tok snart
den ene og snart den andre fyren væk for næsen
paa de andre kvindfolkene.
Men hadde Anine kandidater og løitnanter
tilkvelds — saa hadde hun frøkner og fruer til te.
Og gav hun amtsfuldmægtigen julegave, saa glemte
hun ikke amtmandinden — men laget tvertom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
