Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [IV]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111
Anine rakte manden etuiet.
„Det faar du gjøre, som er slik en giver,"
sa hun.
Det var noget mildt og stilt over Anine -— hun
er gla for gaven, tænkte han og tok etuiet.
„Det er bare noget kvindfolkstas, men," sa
han og viste Magnus perlerne, som laa side om
side paa fløiel — „men jaggu kostet det flesk,"
han lo litt — „de er vel paa storlek omtrentlig
som dem fru Goldman har, Anine — eller vel
saa det ..."
Nu rakte han Anine etuiet — da var det som
hun vilde undslaa sig for at ta det; hun saa ned og sa:
„Du skulde vel ikke kjøpt saa dyr ting til
unytte, Per."
Han lo paa nyt.
„Aa er det det du kvier dig for — saa kan
jeg fortælle dig at kjøbmanden sa perlen stiger
i kurs for hvert aar som gaar, den, sa han —
og somme damer har det ved sig, sa han, at
perlen tar til i glans eftersom de bær’ den, sa
han, men paa andre taper den sig for hver tid
— saa det staar til dig det, Anine, at forrente
kapitalen ... Og Pers ører feilte aldrig det grand,
sa doktoren!"
„Jeg kan gaa?" spurte Magnus Stern.
Anine fulgte ham til døren.
„Magnus," sa hun, og hvert ord kom bare
som en pust — „du gav mig aftenstjernen — det
var likevel bedste gaven, jeg fik . . ."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
