Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - [VII]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
hans. Han hadde latt hende ligge; han hadde
ikke grund til andet, syntes han.
Men siden den hændelsen tænkte Per
Haukeberg jevnt og stadig paa den unge Stern, som hadde
faat snudd Anine slik at hun var kommet paa
kant med løgnen. Som hadde forgjort Anine, saa
hun stumret paa ordene og slepte ut smaaløgnen,
som hun før saa vel visste at holde i bur. Som
hadde endesnudd hende, saa hun hadde mistet
resikoblikket og bare sat der med rædde, dimme
øier, som gik hit og dit i rummet . . .
Kanhende hun skulde gaa hen og bli gammel
og uttærd for ham, dimøid og faamælt — for en
gyplings skyld, som hadde vetskræmt hende med
bibelord?
Det skulde ha slut! tænkte han. —
Det var om morgenen, to-tre dage efter
„bekjen-delsen". Han snakket til hende.
„Anine," sa han, „det gaar smaat med
bedringen din; jeg tænker vi flytter til Øinæs. Som
paa lørdag kommer, hadde jeg tænkt."
Han saa hun blev rar i ansigtet.
„Til Øinæs?" tok hun op.
„Der blir godt om plads," sa han, „for unge
Stern er færdig — paa Øinæs og hos mig."
Hun sa ingen ting til det; hun bare stirret.
Han holdt ved:
„Og jeg tænker, det kan bli som en lette for
dig ogsaa, Anine."
Hun blev rødflekket i panden og sa:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
