Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Sang. Øen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Saa stille, som var selve Livet
Med Harpens sidste Lyd hengivet.
5.
Paa mosdækt Klippe Ellen sad
Der ved hans Side — smiled glad.
Gjaldt dette Smil den stolte And,
Som førte Ynglen over Vand,
Mens hendes lille Hund med Gjoen
Forgjæves fulgte dem fra Øen?
Dog siig mig, hver erfaren Pige,
Hvi monne hendes Rødmen stige? —
Tilgiv, tilgiv, o Trofasthed! —
Maaskee dog Moen smiled ved
At see hin Vandrer hist paa Fjeld
Tilvifte hende mangt Farvel? —
Ak, skjønne Damer! — før I finde
At burde dømme min Heltinde,
Viis mig den Mo, som med Foragt
Kan skue Hykling-, Skjønhed bragt?
6.
Mens end han dvæled paa sin Vei,
Det var, som Ellen saae ham ei. —
Men, da i Skoven ind han vendte,
Et Afskedstegn hun dog ham sendte.
Tidt siden har den Ridder sagt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
