Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde Sang. Spaadomen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Spaadommen.
1.
»Fagrest er Rosen, der aabner sin Knop,
Lysest er Haab, som af Frygt dæmrer op,
Sødest er Rosen, af Morgendug vaad,
Yndigst er Kjærlighed, badet i Graad.
O, vilde Rose! •— saa kjær for min Hu,
Her paa min Hue du vaie da nu,
Haabets Emblem gjennem Tidernes Gru!«
Armandaves Arving, ung Norman, saa talte,
Medens paa Vennachar Daggry sig malte.
2.
Saa øm en Sang, halv talt, halv sungen,
Nu Elskov lagde ham paa Tungen.
Alt mens han afbrød Rosens Kvist,
Hans Bue, Øx laae nær ham hist: —
Thi nu han i et Pas stod Yagt
Imellem So og Skove lagt.
Hør! — Fodtrin over Klippen klang —
Til sine Vaaben strax han sprang.
»Staa, — eller dø. — Hvad? — Malise, Du? —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
