Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde Sang. Spaadomen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
Af Gyvel gul en Krands hun bær’
Og svinger vildt en Dusk af Fjær,
Som Ørnens Vinge fra sig kaster
Naar den fra Tind til Klippe haster; —
Dem samled hun, med vovsomt Fjed,
Hvor knapt er Fodrum for en Gjed.
Forst blev hun Tartan-Plaiden vaer
Og skreg, saa det i Luften skar —
Derpaa hun loe af al sin Magt
Da hun saae lavlandsk Jægerdragt.
Nu vildt hun sine Hænder vred,
Nu græd hun, — saa hun sang derved.
I bedre Tider hendes Sang
Maaskee til Harpen yndigt klang —
Og nu — skjøndt brusten — end den lød
Igjennem Dalen, vild og sød:
22.
Sang.
De byde mig’ sove, de byde mig bede,
De sige, min Hjerne er ikke meer klog —
Jeg kan ikke sove paa hoilandske Hede,
Jeg kan ikke bede paa høilandske Sprog.
Men var jeg kun der, hvor Allan henglider,
Og hørte jeg Devons Flodbølger gaae,
Da kunde jeg hvile, mens Tiden den lider,
Da kunde jeg bede om Enden at faae.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
