Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Sang. Vagtstuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211
En Fakkel brændte, og lod saa
Den gamle Allan med sig gaae
Igjennem Gitterporte, Gange,
Dunkle, indviklede og lange.
Bag mangen jernbeslaaet Dør
De hørte, dybt i Mørkets Slør,
Fjernt Lænker klirre, Fanger sukke;
De saae. i hvælvet Indelukke,
Ophobet Øxer, Sværd og Hjul
Og mangen en Maskine ful,
Bestemt til, Led fra Led at rive
Mens Synderen var end i Live.
De standsed ved en Jerndør lav
Hvor Brent til Allan Faklen gav,
Mens Slaa og Kjæde han borttog
Og Stangen fra dens Kramper tog.
De traadte ind: — et Fange-Kot
Vel trangt, og for al Hygge blot,
Dog ei en Hule; thi Guds Dag
Saae gjennem Gittret, om end svag,
Og plumpe Bænke, Seng af Træ
Gav dengang ædlest Fange Læ.
»Her« sagde Brent — »bliv kun, min Ven,
Til Lægen kommer hid igjen.
Streng Ordre har han fra vor Drot
At pleie denne Fange godt.«
Han gik, og Døren bag sig lukked
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
