Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27
«Men det maa være vist,» sagde hun og gav et
opmuntrende Smil.
«Ja saa vist,» sagde han opflammet, «saa vist
som» — han søgte efter en passende kraftig Lignelse,
da Susanne afbrydende rakte ham Haanden: «Nok,
nok, jeg stoler paa dig, Jan Dankert!» -
«Aa, Jomfru Susanne,» udbrød han ganske for-
tumlet, saa paa den lille, fine Haand, der saa yndigt
bødes ham, og trykkede den derefter saa varmt i sin
sterke Næve, at hun var nær ved at skrige. Han
fik ikke andre Ord frem; men i dette Udraab laa
ogsaa alt, hvad han havde paa Hjertet, Glæde,
Taknemmelighed, Forundring og et sterkt vaagnende
Haab.
«Farvel da, Jan Dankert, hils Petrime!» Hun
trippede let fra ham.
«Farvel,» sagde han; men saa underlig drøm-
mende, og han stod paa samme Plet.
En Stund efter gik han, stansede, vendte sig
og saa efter hende. Han sukkede tungt og rystede
paa Hodet, medens hans kraftfulde Skikkelse faldt
dorsk sammen som før, nu da hun var borte.
Tænkte han maaske paa, hvor ofte han som Barn
havde leget med hende nede i Fjæren de lyse Som-
merkvælder, og hvor mild og elskelig hun allerede
da havde vist sig fremfor andre Børn, de vilde, ustyr-
lige «Nøsteunger», og hvorofte han da i Legen havde
snoet hendes gyldne Krøller om sine grove Fingre?
Hvorledes han da gav hende det fortrolige, broderlige
«Du», hvad han nu ikke var at formaa til? Eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
