Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(28
huskede han paa den senere Tid, hvorledes hans
Forældre, de kjære Gamle — der undrede sig over,
at deres 26aarige Søn endnu ikke havde valgt sig
en Hustru — havde sagt til ham: «Gift dig nu, Jan
Dankert! hvad venter du paa? Du kan jo faa Bru-
get, naar du vil!» og at han da saa forlegent bort,
vendte betænksomt Skraaen i Munden, og stadig
svarede til de Gamles voksende Uvilje: «Kommer
Tid, kommer Raad.»
Ja, hvad ventede han paa i Grunden? spurgte
han nu sig selv. Aa, disse Susannes milde, himmel-
blaa Øine! Hvor de forvirrede ham! Hvis han nu
engang. tog Mod til sig og sagde alt, hvis han sagde
at — — nei, hun vilde bare le ham lige op i An-
sigtet med denne klare, klingende Latter, der lignede
Lærkedril, og han vilde staa der som en straffet
Skolegut! Thi brød hun sig om den stygge, koparrede
Jan Dankert, «Skildpadden», som Kameraterne kaldte
ham paa Grund af hans uforstyrrelige Ro, hans dræ-
vende Gang og hans Uvane altid at stikke Hænderne
i Lommen, naar han var ude.
Men, hvis hun bare vilde, hvis hun bare vilde —
Jan Dankerts Øine blev fugtige — aa, hvor han skulde
elske hende, hvor han skulde være øm mod sin lille, fime
Blomst. Hun skulde bæres paa Hænder gjennem hele
Livet; han vilde arbeide for hende Nat og Dag, hun
skulde intet savne, men have det som den bedste
Frue. Og saa skulde de bo i den blaa Hjørnesal
med den deilige Udsigt over Fjorden til Laksevaag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
