Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
glade Blikke, «nei, men det er formeget, Jan Dankert,
det er for kostbart, jeg kan ikke modtage det!»
Han stod uvis med det i Haanden. Og saa
tænkte han paa, at de Fristunder, hvori han havde
arbeidet dette Skrin, hørte til de himmelglade Timer
i hans Liv. Han havde jo arbeidet det med Hjertets
Haab fæstet paa hende, og de sværmende Tanker
havde efterhaanden samlet sig til et lysende Digt af
ægteskabelig Lykke: Han havde seet to nygifte
Brudemorgenen. Den unge Hustru modtog som
Brudegave et deiligt Skrin af sin Mands Hænder,
og Manden, det var ham . . . og Bruden —
«Jo, Jomfru Susanne, Demaatage det... Jeghavde
rigtignok tænkt at skjænke Dem det en anden Dag; men
Gud vildeanderledes.» Han strøg sig hurtig med Haan-
den over Øimene. «De maa tage det, ellers vil jeg tro,
at De fremdeles er sint paa mig for det, De vet...
Og saa skal De sætte det paa Deres Kommode, vil
De love mig det, at De hver Dag kan ha” det for
Øie... Og naar jeg da er borte og farer omkring i de
fr noe: Lande som en simpel Haandværkssvend,...
og De er den fornemme Skuespillerinde ... saa skal det
være Dem en Erindring om mig, Jomfru Susanne... De
skal da tænke paa, at vel var de Fingre grove og
røde, som arbeidede Dem dette Skrin, men Hjertet,
Jomfru Susanne, Hjertet, tror jeg, var en ærlig Karls,
der mente Dem det vel . . . ja, det var det, jeg bare
vilde sige Dem, Jomfru Susanne, før jeg reiser.»
Hans Stemme lød brudt; det var ligesom Graaten
vilde op, men holdtes med Magt tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>