Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mr
odd
93
Træk. Saa reiste hun sig, drog et dybt, dybt Aande-
drag, og gik ben til Vinduet og saa udover.
For en herlig Vinternat! Fjorden laa drømmende
rolig i Maanens matte, sitrende Sølvskjær; dens smale,
fløielsmørke Holmer flød paa Vandskorpen ligesom store
Hvaler, hvem Nattens vidunderlige Stilhed havde givet
Mod til at dukke op af Dybet og skue sig om; Aske-
landsfjeldene histude fortonede sig i den bløde, usikre
Belysning som et taaget Luftsyn henover Fjordspeilet,
og over det Hele hvælvede sig den frostklare, grønblaa
Himmel med Nordlys og flammende Stjerner.
Hyor hun var taknemmelig! ... Hun tænkte paa
Kvældens deilige Triumf og paa den i Rosenrødt
dæmrende Fremtid. Hun saa opad med vaade Øine
mod disse Himmelens flammende Stjerner, der saa
høitidelig skuede ned paa det ringe Menneskebarn,
og hendes Læber bevægede sig sagte. Var det en
Bøn, en Tak? Vorherre ved det!
Saa hentede hun sin Buket. Hun maatte endnu
engang se den i Maanelyset. Hvor den var smukt
bundet! Hvem kunde have kastet den? ...
Hendes Blik faldt tilfældigvis ned paa Gaden.
Der stod en Mand, ubevægelig som en Støtte, halv
skjult i Skyggen af Naboens Hus. Susanne følte,
at hans Blik var fæstet paa hende, og traadte ilsomt
tilbage i Værelset. Han gik, men passede paa ikke
at træde ud af den dølgende Husskygge over i den
klare, maanelyse Gade; men Susanne tog ikke feil,
da hun troede at gjenkjende Jan Dankert.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
