Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
lange, søvnløse Nætter har bedet og grædt for hende
saa meget, at hvis der er en barmhjertig Gud, maa
han røres derover og tilgive hende, den vildledte,
ligesom jeg, sig hende, at jeg aldrig har glemt hende
hverken Nat eller Dag . ... ja, sig hende, at jeg har
elsket hende saa usigelig høit, at jeg nu maa dø...
siden jeg ikke fik eie hende .
Nei, nei, sig intet! . . . Giv hende blot dette
Kors, som hun fik af sin fromme Mor, og som hun
atter skjænkede mig hin Høstdag, mit Livs bedste . ..
giv hende det, og hun vil maaske, grebet af en ren
Barneerindring, stanse bævende og se sig om paa den
forvildede Vei, hun fortvivlet har betraadt . . . Den
Arme, den Arme! Gud være hende, Gud være os
begge naadig !»
Ved Juletid modtog jeg Underretningen om min
Vens Bortgang. Den havde været stille og smertefri.
Ulla fandt jeg ikke mere. Rygtet fortalte, at hun sam-
men med en ung Kunstner var udvandret til Amerika;
Sandheden var, at den stakkers Kvinde, der ved sine
Bedsteforældres Død blev uventet rig, straks reiste for
at opsøge hin brave Fængselsprest, hvem hun hem-
melig overdrog det Meste af sin Formue for at han
dermed skulde forbedre frigivne kvindelige Fangers
Kaar. Gjennem ham sendte jeg hende min Vens sidste
Farvel, tilligemed Mindegaven, det lille Kors. Jeg er-
farede, at hun blev dybt bevæget ved at modtage det,
og at hun straks efter søgte at blive Diakonisse,
— 1 &——
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
