Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
»Tro hende ikke, Frøken! Hun kan alt og
faar Tid til alt. Hun er den gode Fe i dette Hus;
men det har De vel alt selv mærket? Foretid hun
kom, var her faa trist og tomt. Tante Lise, det
gamle, seere Skind, forstod ikke at omgaas Børji.
Odd vantrivedes, jeg ogsaa. Med Dorothea kom—
der ligesom en anden, varmere Luftning. Vi folte
det strax begge to, ikke sandt, Odd ?"
Han trykkede Barnet ved sin Side ind til sig.
Helga gjorde atter en Opdagelse, der i første
Stund truede med at berøve hende Sands og
Samling: Han elskede Dvrothea, ligesom
hun ham. Gud, kunde det være muligt? Var
hun altsaa blot kommen tilbage for at se en anden,
maaske værdigere Kvinde indtage Pladsen i det
Hjerte, som hun havde skudt fra sig? Det skulde
være hendes grændseløse Straf, den værste, som
kunde ramme hende? Et nyt Hjemliv var bleven
grundlagt paa Ruinerne af det, som hun ved sin
Flugt havde styrtet sammen, om Kvælden sang man
i Stuen, man lo og passiarede, medens Lampen
lyste venligt og Kaminilden knitrede — o, hvor
mange slige fagre Aftentimer havde hun ikke selv i
gamle Dage oplevet! —— men nu skulde hun, Hu-
struen, staa udenfor Kjeden. Glemt, som om hun
aldrig havde cksisteret1 Dorothea havde allerede
erobret Barnets Hjerte, det kaldte hende Mor;
havde denne farlige Kvinde nu ogsaa erobret hans
— for bestandig?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
