Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Blomst, der kastede en Duft af Adel og Alvor over
hele hendes Væsen
Imidlertid blev hun selv, efter at det gamle Hjem
ganske var splittet ad, Husholderske for Andre, som
hun hjemme havde været det for Faderen. En
Morgen, da hun, ordnende sit Haar, saa sig i
Speilet, opdagede hun med et melankolsk Smil, at
Panden havde faaet Rynker, at der mellem de
mørke Haar havde indsneget sig et enkelt graat ——
ja, at hun ikke kunde kaldes »ung« længer. Hun
forstod ogsaa at resignere. Som et velset, vandrende
Mobel foer huii fra den ene dannede Familie til
den anden, hvor man havde Brug for to stærke
Arme og et varmt Hjerte — og hun forlod ikke
noget Hjent, uden at man stærkt havde følt, at hun
var en Kvinde, der forstod at sprede Hygge og
Poesi over det tarveligste Rum.
Fandt hun sig vel i denne ydmyge Livsstilling?
Maaske. Undertiden kunde det dog skrige vildt
ind i hende, at dette T1«ælleliv i Fremmedes Land
vist ikke var hendes oprindelige Bestemmelse, at hun
i sine fagre, skinnende Pigedromnie havde set Livet
anderledes, ikke som en langsom, tungsindig Grav-
marsch, hvor Sørgefloret flagrer, og Klagen klinger,
men som hin sommerlige Lystsejlads, malt med
Glædens Farver, stærkere og sundere end Forsagel-
senss blege og skrantende· — Forsagelsel — Altid
Forsagelse! — Forsagelse for hver Forhaabning,
en Torn for en Rose!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
